19. kapitel

- Far er du snart død. Tvillingerne, Nikoline og Mie på 4 år frygter ikke døden - ved ikke hvad det er for en ulykke der har ramt deres familie. Der inde i soveværelset ligger deres far for døden, syg af astma. De spørger igen: - Far er du snart død. Scch - sådan må i ikke sige. Moderen Kirstine irrettesætter de små. Få dage efter d. 16. februar 1916 dør gårdejer Jens Julius Carlsen, og Kirstine bliver enke med 5 børn. Foruden de to små, er det tvillingerne Sara og Carl på 10 år og Else på 13 år. Kirstine er 39 år. I den kommende tid afhænder Kirstine gården, og familien flytter til huset “Zarapta” i Tylstrup by. Efter 4 år her flytter de til Lindholm, hvor Kirstine køber ejendommen Thistedvej 43 for 12.000 kr. - med en udbetaling på 3000 kr. Ejendommen består af 4 lejligheder, hvoraf de tre lejligheder skal frembringe hovedparten af terminsydelserne. Af skødet fremgår det at huset overtages med elinstallation og hønsegård, men - pointeres det - uden elpærer og høns. Der blev ikke givet ved døren ved denne handel, og i det hele taget fik familien ikke noget forærende. Hver dag var en hård kamp for overlevelse for Kirstine og hendes 5 børn. D. 26/8 1921 udloddes arven fra faderen. Alt finere indbo som Klaver og polstrede stole er solgt. Kirstine får 1135 kr, og hver af børnene 681 kr. Else der er blevet gift og nu bor i Birkelse, har hårdt brug for sin arveandel, men overfor skifteretten må Kirstine erkende , at hun ikke har pengene. Derfor får Else pant i ejendommen på Thistedvej. Kirstine vil sikre sine børn og inden hun indgår ægteskab med sin nye mand Morten Mathiesen, udfærdiger de en ægtepagt. I ægtepagten noteres Kirstines ejendele omhyggeligt ned i 20 punkter. Bl.a. : Egetræsmalet spisebord med 4 stole, Sybord og symaskine, to gennemhullede stole, en søjle af bambusrør , køkkensager og kaffestel. 2 hvidmalede senge m. madras, over- og underdyner, hovedpuder, pudevår og lagner, som Kirstine i al fremtid skal dele med sin ægtemand, bliver også noteret som Kirstines særeje. I det nye liv konverterer familien fra Baptistkirken til folkekirken, og i 1925 konfirmeres og døbes de to yngste tvillinger i Nørresundby kirke. Ved denne lejlighed ændrer Nikoline sit fornavn til Julie. I 1930 rammes familien igen af et dødsfald. Mie dør i en alder af 19 år. Det meningsløse dødsfald rammer især Julie , men hele familien er knuget af sorg og føler at livet er uretfærdigt hårdt . 3 år senere dør Carl i en alder af 28 år. Dette tager så hårdt på Kirstine at hun mister sin ukuelige livskraft i mange år fremover. - Gift dig aldrig med en syg mand. Dette udsagn fra sin mor kan min mor huske, men ellers er erindringen næsten sort, når vi taler om hendes barndom og ungdom.Jeg må nærmest presse hende for oplysninger, og hun lukker af når jeg spørger til de små detaljer. - Mor, hvad døde din tvillingsøster af ? - Åh , det var en slags blodstyrtning - en indre blødning. Jeg tænker om det mon var en illegal abort, men jeg spørger ikke. Jeg siger: - Hun var kun 19, det må have været en frygtelig sorg for dig at bære i havde jo også mistet jeres far - Ja, hun var sådan et livsstykke, vi var altid sammen, vi kunne rigtig grine sammen ! - Og din bror Carl ? - Ja det var ved at tage livet af Mor - Det at miste sin mand og 2 børn . - Jamen hvad døde Carl af ? - Svarene ebber ud til etstavelsesord, og jeg føler at jeg ikke kan presse min mor yderligere. Spørgsmålene om Malermester Lynggren, og Evas opvækst nænner jeg ikke at stille. - Hvad er det du laver med de piger Ole ? Nu er det min mor der spørger mig. Hun vil gerne høre om mit arbejde, der det sidste år har bestået i at være støtteperson for unge piger med misbrugsproblemer. Jeg er pålagt tavshedspligt, men fortæller min mor, at nu om dage bliver der gjort meget for at støtte unge der er blevet svigtet i deres opvækst og har været ofre for andres misbrug. Hun forstår ikke hvad min funktion er. - Samtale, Mor. Jeg lytter på pigerne og rådgiver dem. Det er vigtigt at de frikendes for skyld, og får selvværd og tillid. - Jeg forstår det ikke, men hvor er det dog synd for de unge. Min mor er ikke vant til at problemformulere og tale i pædagogiske termer. - - Nej sådan var det ikke før hen da jeg var ung. Der var der ikke nogen hjælp at få ! Her standser samtalen. Jeg har ikke mod til at spørge min mor om hvad det var for en hjælp hun ikke fik, og om hun har været udsat for overgreb i sin barndom og ungdom, selv om jeg føler mig mere og mere overbevist om at dette er tilfældet. En gang imellem, altid når jeg skal gå, ser jeg hende som en lille pige der stiller sig op med indyndeattituder og beder om hjælp. Attituder jeg genkender fra mit arbejde med pigerne. Hemmelighedskræmmeriet imellem os hæmmer altid den naturlige kommunikation. Hun vil ikke lade mig kende fortiden og jeg vil ikke lade hende kende min tvivl. Er det min opdragelse der har kodet mig til ikke at bryde hemmeligheder ? Til at tage det vide hensyn ikke at forulempe med konfronterende spørgsmål , der kan løse op og forløse isolation og smerte. Er det mig der vælger at blive i dyndet, eller er det min mor der tvinger mig ned, med en usynlig dominerende kraft ? Efter min mors død, tager jeg fat på alle spørgsmålene. Min kusine fortæller mig om Onkel Jens - Jens Lynggren. Else - min mors storesøster var gift med Victor. Victors søster Karoline levede i et barnløst ægteskab med Lynggren.Sådan var forbindelsen. D. 3. maj 1935 fødte min mor Eva på fødselsanstalten i Århus. Eva var Lynggrens barn, og muligligvis var aftalen at Lynggrens skulle adoptere Eva straks efter fødslen. Men min mor kunne ikke give slip på sit barn. Hun gav barnet sin tvillingesøsters fulde navn - Eva Anne Marie Carlsen. Min mor hadede sig selv for sit forhold til Lynggren, men hun var parat til at kæmpe for sin og sit barns værdighed. Eva levede sin barndom på Lindholmsvej i Nørresundby, sammen med sin mor, mormor og mormors mand. Eva vidste ikke hvem hendes far var, og det lå ligesom i luften, at hun heller ikke skulle spørge om det. Når Evas kusiner var på sommerferie fra København, og besøgte onkel Jens, var Eva aldrig med - og det var mærkeligt eftersom familiesammenholdet var meget stærkt. Eva fik alt det bedste. Fine dukker, smykker o.s.v., og hun var elev i privatsklolen Nørresundby Realskole. Hun var betaget af Danmarks tre prinsesser og dyrkede dem i et og alt. Eva blev beskyttet mod den onde verden som hendes mor kendte og levede i. Eva lærte ubevidst at have mistillid til fremmede og at stræbe efter det ufejlbarlige. I 1942 gjorde Karoline Lynggren , Eva til livsarving, og som stor pige fik hun at vide hvem hendes far var. Hvordan Eva har fået fortalt denne historie, der ikke handlede om kærlighed, men om en gammel mands forhold til en ung sårbar pige, ved jeg ikke - men Eva skammede sig ligesom sin mor, og forskansede sig med sin hemmelighed. I 1949-50 døde Kirstine og Morten, og Julie kunne i en alder af 39 år endelig tænke på sit eget liv. Da hun blev gift med Claudi i 1950, og sammen med Eva flyttede ind hos Claudi i Teglværksalle, kvittede hun samtidigt sit hidtige job som tekstilarbejderske, for at blive husmor og mor. Selv om midlerne var små, var det aldrig på tale at Julie skulle ud på arbejdsmarkedet igen. I 1971 døde Lynggren i en alder af 87 år. Eva arvede alt. Huset Sct. Petersgade 1. Sommerhuset i første klitrække i Blokhus, indbo og formue. End ikke på dette tidspunkt blev der åbnet for hemmeligheden. Jeg fik det indtryk at min søsters voksende velstand skyldtes hendes ihærdighed og hårde arbejde, en norm jeg ikke selv kunne leve op til. Da min far døde i 1981, arrangerede Eva at der ikke skulle skiftes. Hun var angst for at sandheden skulle åbenbares, og at hendes hemmelighed ville blive kendt . Jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg kunne ikke forestille mig at Eva også holdt sin hemmelighed overfor sin datter - men det gjorde hun i hele sit liv. Efter min fars død blomstrede min mor op som frivillig hjælper på ældrecentret i Fredericiagade i Aalborg. Hver Torsdag stod hun ved kassen i cafèen, og hun hjalp til ved alle større arrangementer. Hun var påpasselig med ikke at træde ind i forpligtende venskaber, men var altid tilstede som støtteperson og rådgiver overfor de ensomme og syge på centret. Eva døde - 58 år gammel - tæret op af Sarkoidosis, en langvarig kronisk bindevævssygdom i lungerne. Jeg bragte min mor det sørgelige budskab om morgenen d. 13. juni 1993. To år efter, d 28 september 1995, døde min mor en pludselig død. Jeg var hos hende det sidste døgn, hvor hun lå uden bevidsthed på hospitalet, og i det døgn følte jeg mig så nær hende som aldrig før. I min mors efterladte ting, havde jeg glædet mig til at finde bogen fra min barndom med de første foto og Evas fine håndskrevne oplevelser af mit første smil, første skridt og første fødselsdag. Jeg havde tidligere fået overdraget alle gamle foto der havde tilhørt min far, men bogen om mine første leveår havde jeg ikke nænnet at spørge om. Jeg troede at netop en sådan bog var en mors kæreste eje. Men hvorfor havde hun smidt den væk ? Jeg havde jo også fortalt hende hvor meget den betød for mig. Og det store farvefoto af mig som 10-årig, der havde stået på reolen i mange år var pillet ud af rammen. Rammen var værd at gemme, men ikke fotoet ! Skuffelsen voksede i mig. Der var ryddet systematisk op i de gamle foto og papirer, kun en lille kuvert med fotos var efterladt. Alt hvad der kunne give et praj om hendes liv før jeg blev født, var fjernet. Der var dog et indrammet ungpigefoto . Jeg så nøje på det. Glasset foran ansigtet var tydeligvis ridset mat, med en spids genstand . I tiden op til min mors død havde jeg en drøm. Scenen var lejligheden i Teglværksalle. Jeg var ca. 5 år. Min mor stod ved strygebrædtet. Når hun så på mig var det med et gammelt rynket ansigt fyldt med livslede. Som i en film så jeg også scenen udefra, og her så jeg at når hun vendte sig bort fra mig, forandrede hun sig til en ung kvinde der skamfuldt bøjede sit ansigt. I dagene efter min mors død drømte jeg igen : Jeg kom op fra en kælderrestaurant på et befærdet strøg, og krydsede over gaden. Ude midt på gaden står jeg og venter på et slip i trafikken, da jeg pludselig ser min mor på fortovet overfor. Trafikken standser og hun går mig i møde, smilende og med åbne arme. Jeg strækker armene ud mod hende, og hun går ind i min krop. På dette tidspunkt vågner jeg, men jeg fastholder mindet om drømmen, og gennemrisles af kuldegysninger. Til min mors bisættelse pyntede jeg kisten med naturens vilde planter, og specielt med frugter, brombær- og kristtjørngrene hjemme fra haven. Ved ceremonien stod præsten længe og dvælede ved kisten, og han sagde til følget: Se godt på denne smukke kiste. Den er smykket med et billede af et liv på jorden. Et liv med tidsler og torne, smukke blomster og gylden frugt. Tag dette billede med jer af Julie Bertelsen og gem det i jeres indre som et godt minde.

Gårdejer Jens Julius Carlsen, hustru Andrea Kirstine og de 5 børn Else, Carl, Sara og forest Mie og Julie