1. kapitel

Når jeg syd for alperne fortæller at jeg kommer fra Danmark, er jeg tit blevet mødt med et forstående nik. - Oh, Yeh Germany, det ligger i nærheden af Tyskland. Andre mere opvakte siger: - Copenhagen . I nogle tilfælde prøver jeg at forklare nærmere om Jylland, Århus, men opgiver som regel, og slår mig til tåls med at være identificeret som en københavner fra Danmark. Når jeg overfor en københavner skal forklare min herkomst siger jeg: - Aalborg. For ærkekøbenhavnere er denne oplysning uden betydning. Jeg er bare jyde. En repræsentant for det jyske sindelag, Men overfor københavnere der måske selv har været i Aalborg, eller har hørt om byen, prøver jeg at vinde mere terræn. - Jeg kommer sådan set fra Nørresundby, det ligger på den anden side af fjorden. For et storbymenneske er dette en ubetydelig petitesse, for man behøves vel ikke at inddele en provinsflække i flere bydele, for at kunne orientere sig.Selv overfor en inkarneret Aalborgenser er det svært at få præsenteret sin herkomst. - Nørresundby, ja. - men Nørre Uttrup, hvor ligger det. Er det der på vej ud til flyvepladsen eller ? - Nå, det er Lindholm , Hmm. Nørre Uttrup er bare langt ude når man er født ,opvokset og har sin bopæl i Aalborg city. Så i Aalborg blandt Aalborgensere, må jeg ofte affinde mig med at blive betragtet som Sundbynit. Men blandt Sundbynitter da. Jo, de kender godt Nørre Uttrup - sådan lidt på facaden. Det er jo derude vi har dyne-Larsens butik, Netto, og Kjærsgårds hårdehvidevareforretning - og er det ikke også derude at McDonalds nu åbner en drive-in ?

Men hvorfor er det så vigtigt for mig at slå min identitet fast som Nørre Uttrup-borger. Jo, det har noget at gøre med min opfattelse af retfærdighed. Jeg kan ikke li` når småkårsfolk blir trådt på, og jeg tager mig det nær når små landsbysamfund bliver udraderet. Tidligere var Nørre Uttrup en del af Sundby-Hvorup kommune, men i 1968 blev Sundby-Hvorup indlemmet i Nørresundby kommune og et par år efter blev Nørresundby kommune en del af Aalborg storkommune. Fra den dag var Nørre Uttrup at betragte som randområde. En kulturfattig udørken, hvor folk kunne sove, forbruge og drikke sig en kæp i øret. Bynavnet blev ved lov kortet ned til “Nr. Uttrup”, og byskiltene blev pillet ned. Gadenavne forsvandt eller blev udskiftet,og på skiltene ved frakørselsvejene på motorvejen blev der printet “Nørresundby Nord”. Et pennestrøg på en byplanlæggers skrivebord, og et bysamfund var udvisket. Sådan nedlagde de også Nørre Uttrup bibliotek, og på den grønne trekant midt i byen, fjernede de bænker og træer til fordel for endnu et discountsupermarked.

Heller ikke i pressen og den offentlige bevidsthed er Nørre Uttrup synlig. Når der engang imellem er lejlighed til at bringe Nørre Uttrup på forsiden, Som da en Nørre Uttrup-borger sidste sommer slog en anden Nørre Uttrup borger ned med en økse i en lejlighed på Abildgårdsvej, eller da rockerklubben i Nørre Uttrup fik fyret en panserværnsraket ind gennem muren til deres hus på Cementvej – ja så omtales begivenheden som værende sket i Nørresundby. Og det er en manipulering af geografiske facts. Både økseoverfaldet, som senere viste sig at være en and, og raketangrebet foregik i Nørre Uttrup. Faktisk skal vi et kvart århundrede tilbage for at finde en begivenhed der bragte Nørre Uttrup positiv omtale i medierne. Det var dengang at Nørre Uttrups fodboldhold distancerede de højere3 rangerende rivaler fra Nørresundby og Lindholm, ved at kvalificere sig til ottendededelsfinalen i landspokalturneringen, og her skulle møde 2. divisionsholdet Horsens på udebane. Nørre Uttrups trofaste heppekor rejste til Horsens for at støtte byens helte, og efter en chokstart med 2 Horsens-mål, ville jublen ingen ende tage da Nørre Uttrup reducerede til 2-1. – Vi har dem, vi har dem, skreg koret. Nørre Uttrup kæmpede bravt, bankede endnu en kugle i kassen, men tabte kampen 10-2. Nogen vil tolke et sådant resultat som et ydmygende nederlag, men ikke folk fra Nørre Uttrup, for hvem de 2 scorede mål, mod holdet fra den store midtjyske by, var en stille triumf, man altid vil mindes.

Nørre Uttrup. Her har der boet mennesker helt tilbage i vikingetiden, og Nørre Uttrup skole, byens ældste institution, kan i år fejre 250-års jubilæum. Bynavnet skal tolkes som “Den nordre ud-torp”, altså en udflytterby. En forstad til Nørresundby, 3 km fra Aalborg centrum. Her har jeg mine rødder. Her er jeg opvokset og her bor jeg sammen med min familie i huset “Gurre”, som min far byggede i 1921.

Men lad os skrue tiden et øjeblik tilbage i denne klodes historie, og zoome ind på Nørre Uttrup i det herrens år 1898. Lad os fjerne al trafikken, asfalten på Hjørringvej, motorvejen fra engene ned mod fjorden, og lad os følge køerne på græs på den 12. dag i August måned, hvor solen går sin gang fra Rørdal til Lindholm. Lad os fjerne flagstangen ved Nørre Uttrup skole, og i stedet genrejse et lille hvidkalket hus. Her inde har Christiane i de tidlige morgentimer født sit andet barn. Det er en dreng .

De var blevet gift d. 2. februar, samme år, i Hvorup kirke, da Christiane havde båret barnet i 3 måneder. En rå og kold regnvejrsdag havde det været, men regn i brudens skød betyder lykke, og det betød meget for Christiane det bryllup . Hun blev respektabel og hendes børn var nu ægte. Hun havde jo mærket hvorledes det lille samfund havde stemplet hende, da hun fødte Ingrid, for 15 måneder siden i dølgsmål. Hun kunne føle det på de blikke de sendte hende - konerne i byen. Et barn født udenfor ægteskab er uægte. Hvor havde det været skamfuldt at Ingemann ikke havde giftet sig med hende straks - den tanke nagede hende, men nu ønskede hun kun at se Ingemann vise sin glæde og kærlighed til hende og den nyfødte. Men Ingeman der i lange perioder havde været uden arbejde, og havde været nødsaget til at søge lån hos familien, og stille sig i arbejdsløshedskøen på kajen, i håbet om at bjerge en dagløn, følte sig som en dårlig forsørger - for hvem respekterer en mand der ikke engang kan bjerge brødet i hus. Den kærlighed han kunne udtrykke over det nye liv, var reserveret. - Vi klarer den nok. Drengen kan jo komme ud at tjene den sommer han fylder 6. Han kan blive os en stor hjælp .. Han strøg den lille let på kinden, men han tog ham ikke op.

I følge god tradition kom Christianes og Ingemanns førstefødte søn til at bære sine slægters navn, sin faders navn og sin morbrors navn. Han blev døbt Claudi Kristian Ingemann Pedersen Bertelsen.

Min far var 53 år da jeg blev født i 1951, og jeg voksede op med hans erfaring og erindringer om livet i Nørre Uttrup. Som barn og ung var jeg ikke særlig motiveret for at høre på disse beretninger om fortidens fattigdom og armod - selvom det fascinerede mig. Jeg havde bare svært ved at forbinde min egen velfærdsvirkelighed med min fars gammelmandsfrygt for arbejdsløshed, tvangsaktioner og uforudsete udgifter. - Det kan altid ske igen , sagde han, og refererede til verdenskrisen i 30èrne, hvor alting gik i stå, og nøden blev direkte livstruende. Hans livsfilosofi var: Alt for familien, og sørg for at gemme dine penge til det uforudsete.

- Jeg husker at vi boede i det lille hus ved skolen. Jeg løb tit ned for at besøge bedstemor. Mine bedsteforældre boede i et hus længere nede på engen. Jeg husker ikke at vi var fattige, men onkel Christian, har senere fortalt mig hvor hårdt det var for min mor. Hun fik ingen kostpenge, og måtte bede om hjælp hos sin familie. Men livet var jo som livet var. Jeg husker julestormen i 1902. Vores hus var helt dækket med sne. Jeg tror driverne var 5-6 meter høje. Men fra min synsvinkel blev det hele naturligvis af en anden dimension. Men den kolossale snemængde afskar os fra omverdenen, og først på tredjedagen efter stormen, så vi de første mennesker dukke frem i sneen på vej til Nørresundby. Hvordan vi klarede os med brænde og andre fornødenheder i denne situation husker jeg ikke.

Jeg var 5 år da jeg kom ud at tjene. Det var hos en af gårdmændene i Nørre Uttrup. Det var helt naturligt for mig, og de behandlede mig også pænt. En dag blev jeg sendt i et ærinde hen på P.Lassens gård.Her så jeg en gammel tiggerkone. Hun kom ud fra køkkenet, og gik langsomt og besværet ned af de tre trappesten. Hun havde spist vælling i køkkenet, men havde forædt sig i en sådan grad at hun bøvsede vællingen op for hvert et skridt hun tog . Godt ude på gårdspladsen kastede hun op, men hun afværgede med hænderne og lappede det klamme vælling i sig igen. En røgter der var vidne til optrinet , grinede og hånede hende, men hun lod sig ikke mærke med det. Senere i livet blev denne episode et billede for mig på “Lad intet gå til spilde-princippet “ - en livsregel for fattigfolk. Fra samme tid husker jeg en familiefar, der, når nøden bød det, gik til slagteriet i Nørresundby for at få et koyver. Hvordan de tilberedte yveret til spiseligt mad, ved jeg ikke, men tanken om dette “vallerværk” vækker i hvert fald ikke min appetit.

Den løn jeg tjente gik til familiens forsørgelse. Frem til 1913 fødte min mor 8 børn, og som storebror var jeg medforsørger i familien. Min far var fra 1906 selvstændig murermester, og som sådan afhængig af udbud og efterspørgsel. Der var ofte nedgangstider, og dette kombineret med min fars trang til at handle og bytte huse, drev os i 30 år rundt til 28 forskellige boliger i Sundby-Hvorup kommune. Nogle gange boede vi i en ussel barak, andre gange i hæderlige huse, men hver gang vi flyttede var en ulykke og en skammens dag for min mor, og vi børn var heller ikke specielt trygge ved situationen. For måske var det en bedre bolig vi flyttede til, men uvisheden nagede os - vi vidste ikke om vi var købt eller solgt. Når vi kørte afsted på åben ladvogn, eller med trækvogn, med vore få møbler og ejendele, følte vi os udstillede og udstødte.

- I mine drengeår var der skolepligt - formelt da. Men mange børn blev holdt fra skolen, fordi man ikke ville slippe deres arbejdskraft. Jeg vidste derfor at skoletiden var dyrebar, at man her måtte suge til sig og arbejde ihærdigt for at tilegne sig de basale kundskaber. I den gamle Nørre Uttrup skole, var der kun en lærer - “Lassefar” og i samme skolestuen var vi inddelt i store og lille klasse. Vi skrev på tavler, og kun undtagelsesvis når skriftligt arbejde skulle føres ind, fik vi tildelt papir. Vi lærte at have respekt for papiret - og tænk også på hvilken mulighed der ligger i et stykke ubrugt papir - og det at kunne skrive. Når du mener at jeg har en pæn håndskrift, så er det fordi, at man skal skrive pænt på et stykke papir. Det lærte vi i skolen. Alle mine søskende, også din onkel Sigvard der ikke er nogen boglig begavelse, har lært respekten for papiret, og har en pæn håndskrift - .

Fra min far har jeg arvet en bog “ Prins Otto af Danmark” af B.S. Ingemann - indbundet med guldtryk og udsendt af Gyldendal i 1905. I bogen er der skrevet med sort blæk: Skolepræmie, af P.Jensen Smeds Legat til Claudi Bertelsen , Nørre Uttrup skole 1912. Jeg er aldrig blevet fortalt de nærmere omstændigheder ved denne æresbevisning, men kan regne mig frem til at den er tildelt ved afslutning af folkeskoleforløbet. Herefter kom min far i lære som murer hos sin far, og bestod svendeprøven - en skorstenspibe, med kommissionens bedømmelse: Meget tilfredsstillende, onsdag d. 25/10 1916. Allerede d. 25. Maj samme år havde han, som den yngste nogensinde, bestået eksamen som bygningskonstruktør ved Aalborg tekniske skole, med MG i gennemsnitskarakter.

- Der var kun to gadelygter i Nørresundby dengang - ellers ingenting. Om vinteren måtte jeg gå i mørke til og fra teknisk skole - og det kunne da godt føles langt efter en hård arbejdsdag. Men jeg udnyttede tiden. Jeg lavede mine lektier, i hovedet, når jeg gik. Turene over pontonbroen - det kostede 5 øre hver vej - var en oplevelse i sig selv . Det knagede og knirkede i den gamle bro, så man skulle tro man gik på dækket af et sejlskib på åben hav.

At familien Berthelsen har levet meget spartansk i disse år, fremgår af Ingeman Berthelsens gamle husholdningsregnskaber. I 1914 er en kostdag beregnet til 24 1/6 øre og året efter 36 1/2 øre. Der blev åbenbart regnet med små brøker, og i kostdagene var også medregnet brændsel og foder til hønsene. Her er fire eksempler på indkøbte varer:

d.  23. januar  1915    -  1/2 kalvekrop       Kr.    4,75

d.   5. marts   1915    -  brød                Kr.    0,10

d.   1. april   1916    -  korn til hønsene    Kr.    2,66

d.  25. Nov.    1916    -  Tørv                Kr.  129,00 

I 1917 arbejder Claudi 2437 timer og oppebærer en gennemsnitlig timeløn på 70,7 øre svarende til en årsløn på 1720 kr. I 1918 er årslønnen steget til 2050 kr - sammenholdt med dette års husholdningsregnskab på 1488 kr. - en stor løn, hvor der er nok til hele familiens forsørgelse og underhold samt hensætning til nedgangstider. Men pengene er gået til dækning af faderens dårlige forretninger. Fra 1919 - 25 er Claudi selv murermester, hvilket også ses på indkomsten der i 1919 stiger til ca. 4000 kr. Denne selvstændiggørelse er sikkert et forsøg på at rive sig fri af forsørgerrollen og staunsbindingen til familien. Men Ingeman Bertelsens umodne dispositioner gør at familien til stadighed er afhængig af Claudis løn. Et håndskrevet gældsbevis på 10.000 kr. til “min søn Claudi Bertelsen “, udfærdiget og underskrevet af Ingeman Bertelsen i Lindholm d. 4/1 1930, vidner om denne økonomiske afhængighed. På det givne tidspunkt svarede 10.000 kr. til 4 x bruttoårsløn til en murersvend. Det var et svimlende beløb. Gælden er aldrig blevet tilbagebetalt. Gældsbeviset ligger bare her godt gemt i min fars efterladte papirer, som en brik i et puslespil, som jeg har gjort det til min opgave at samle. Husholdningsregnskabet fra 1914 -18 , lønregnskabet fra 1917 - 71, kassebøgerne fra 1943-79 og andre kuriositeter som jeg senere vil granske, er med til at tegne et mere fuldstændigt billede af min far og nære en stadig større beundring og respekt for hans liv. - I livet møder du måske bare én ven, sagde han til mig engang. Gad vide hvad han mente med det ?

Kong Christian d. IX`s bro genetableret på Curacao