7. kapitel

Alex var blevet tirret allerede for en uge siden, da han var blevet lovet en ti`er for at stikke røven frem, foran alle, på drengetoilettet. Pointen i den joke var , at han ikke kunne stikke røven frem - den stikker jo altid bagud. Vi havde skreget af grin,og Alex havde med rette følt sig røvrendt. Han pønsede nu på hævn og havde fundet anledning til at udfordre mig til spytkamp i næste frikvarter. Det var Strickers time - Historie. Stricker havde for længst sorteret Alex fra som håbløs uunderviselig, og Alex kunne således være næsten 100% sikker på ikke at blive spurgt om noget i timen. Han samlede spyt i munden. Han skurede sine tænder mod tungen og hans kinder svulmede mere og mere op som timen skred frem. Da klokken ringede styrtede han ud og indtog sin plads. Vi havde aftalt 4 meter imellem os. Jeg indtog lidt nølende også min plads på kamparenaen i skolegården. Alex , der havde ry som skolens absolut mest suveræne spytkæmper, havde ladet spytteorganet og gjorde klar til at starte kampen. Han kastede hovedet frem og en kaskade af spyt og sel , af samme konsistens som en kvart liter rådden fløde, fløj gennem luften. Jeg blev kun strejfet forneden på bukserne. Mit første spyt, en solid grønhakker, ramte Alex i håret - og publikum var med mig.

Alex`s spyttekirtler var varmet op og hans næste skud ramte mig lige i femøren. Nu var gårdvagten på vej. Jeg nåede akkurat lige at sende min næste spytklat afsted. Kampen standsede. Flere havde mig som vinder. Men noget officielt resultat kom ikke til at foreligge. Spytkampen var jo afblæst før tiden.

Slåskampe var hyppige i skolegården på Nørre Uttrup skole, men den egentlige hårde og rå vold blev ensidigt praktiseret af lærerne. I 6. Klasse fik jeg et strakt knytnæveslag på siden af hovedet, så jeg dejsede om på gulvet. Det var i baglokalet til Fysiklokalet. Bødlen var Heini Madsen, senere kendt som en respektabel lokalpolitiker i Aalborg kommune. Afstraffelsen var planlagt vold. Forud var gået en fysiktime, hvor vi havde pjattet lidt. På de bageste borde sad vi til den ene side, 3 drenge - og til den anden side 3 piger. Heini Madsen havde advaret os . 3 anmærkninger på tavlen var lig med afstraffelse. Ida var den der først nåede de 3 anmærkninger. Men Heini Madsen kunne ikke slå på en pige. Det var mig han var irriteret på. Det var mig han ville have ram på. Princippet om at rette bager for smed, som vi havde læst om i dansktimerne, blev nu udført i praksis:

I baglokalet bad han mig stå helt stille, mens han rettede mit hoved til, og spændte hånden til slag. Han målte afstanden omhyggeligt og slog med al sin kraft.

Jeg indberettede kort efter overfaldet til skoleinspektøren, der kun havde foragt tilovers for min klage. Hvordan kunne et barn fra 6. klasse overhovedet forestille sig at kunne klage over en lærers suveræne ret til at styre sin undervisning ? Jeg kunne, og det var ikke første gang jeg klagede når lærerne anvendte vold.

Alfred Dahl var sløjdlærer på Nørre Uttrup skole. I den periode hvor jeg havde Dahl som lærer var han også avanceret til viceskoleinspektør - en position han bestemt ikke havde nået på grund af sine pædagogiske evner, men udelukkende var placeret i på grund af anciennitet. Han var på det tidspunkt over 60 år.

Dahl er uden sammenligning den største tyran der har trådt sine sko på Nørre Uttrup skole. En pauseklovn, diktator og bøddel i en og samme person. Hans afstraffelsesmetoder og psykiske terror var så gement ondskabsfuldt og strategisk gennemtænkt, at det nogle gange blev forvekslet med humor. Nogle af børnenes forældre kendte ham fra deres egen skoletid, og det fortaltes at han mange år tilbage var blevet forflyttet til Lindholm skole, efter at han havde holdt en dreng i ørerne ud af et vindue på 1. sal.

Når ordens- og adfærdsreglementet blev overtrådt i Dahls timer, f.eks. når en dreng havde klappet med en fileklo eller savet for hurtigt, var der flere mulige afstraffelsesmetoder hvis fælles formål var ydmygelse af skyldneren.

En typisk straf, var afstraffelse ved det sorte bord. Det sorte bord grænsede op til sløjdlokalet. Skyldneren skulle stramme buk ind over bordet, mens Dahl slog ham i enden med en meterstok. Lydene fra afstraffelsen kunne høres i sløjdlokalet, hvor der var dømt absolut stilhed.

Psykisk afstraffelse kunne foregå i kosteskabet. Et absolut mørkelagt rum, hvor en dreng kunne blive isoleret i op til 2 timer. Man kunne blive dømt til at sidde stille foran katederet og kikke op på Dahl - uden at tale eller fortrække en mine, eller man kunne blive jaget ud at tælle spåner. Dette var den mildeste form for straf, og var nærmest en vittighed på skolen. Når skyldneren efter et stykke tid kom ind i sløjdlokalet og meddelte antallet af de optalte spåner. Det kunne være 1215. Så sagde Dahl: -Om igen, der er 1216 min gode mand .

Nedværdigelse i klassens påsyn var meget anvendt, specielt overfor de svage elever. Dem der ikke var i stand til at frembringe sløjdstykker på møbelsnedkerniveau. Agersted-Petersen f.eks.

Agersted Petersen var lettere retarderet, og muligvis fejlanbragt i folkeskolen. Han var, hvad man dengang kaldte en sinke. I Dahls timer skulle Agersted- Petersen altid høvle lige efter en streg. Ved timens start tegnede Dahl en streg 2 cm nede på et stykke brædt, og Agersted-Petersen skulle nu høvle ned til stregen. Et stykke tid inde i timen afleverede Agersted-Petersen det afhøvlede bræt til bedømmelse hos Dahl. Der skete hver gang det samme. Dahl nærmest skreg: -Agersted-Petersen det er jo en kile. Det er det værste klamphug . Derefter henvendte han sig til Stefan der stod ved høvlebænken ved det nederste vindue. - Stefan Helge Bæk Bang Petersen. Åben vinduet og duk dig. Nu hvæsede han helt hysterisk: -Det skal på lossepladsen . Han kylede nu Agersted-Petersens arbejde ud gennem vinduet. Senere måtte Agersted-Petersen hente sin “kile” udenfor.

Kollektiv ydmygelse forekom også . Dahl kunne f.eks. sige: -Der er kun en i dette lokale der bliver snedker. Det er Allan. I andre blir det aldrig. Allan var søn af snedkermesteren der leverede træ til sløjdundervisningen, så denne prognose var sandsynlig. Af os andre ca. 25 drenge, var det sikkert at halvdelen af os senere skulle i håndværkerlære . Hvorfor ville Dahl frarøve os håbet? Hvorfor skulle vi jordes så eftertrykkeligt ? Senere da vi i 9. Klasse skulle bedømmes for vores præstation i metalsløjd, sagde metalsløjdslæreren Madsen til mig: -Ole Berthelsen, du bliver aldrig håndværker. Noget tydede på at der i lærerkredsen var enighed om at nedbryde vores selvværd og fremtidsambitioner.

Da jeg efter folkeskolen valgte at komme i lære som blikkenslager- og rørlægger, var det for at trodse disse husflidslærere, som ikke selv var håndværkere, og ikke selv kendte til arbejdspladsernes vilkår , men som mente sig kvalificerede til at visitere skolens drenge til arbejdsmarkedet.

Alfred Dahl satte os til at lave de mest nytteløse ting i sløjd. Vores første opgave var en “redekam” - en pind med paralelle savspor. Senere i forløbet fik vi lov til at fremstille en skobørstehylde. Hvis en sådan skobørstehylde ikke blev pudset blank som en barnerøv, var den det værste klamphug - lige til lossepladsen.

Det virkede meningsløst og det var meningsløst. Dahl var meget moraliserende og fortalte ofte “lignelser” fra sin egen barndom. F.eks lignelsen om de 9 bøffer: -Vi var 6 børn i min familie, og vores far og mor. Min mor lavede altid 9 bøffer. Nogle af os børn var hurtige, og gik altid efter den største bøf. Det var rart at sikre sig den største bøf, men den der viste tilbageholdenhed og tog den mindste bøf, fik senere som belønning den ekstra bøf. En sådan “lignelse” kunne umiddelbart overføres på dette at forbruge materialer og videre ledes ud i ordsproget: Den som spar han har. Samme morale gik igen når Dahl sendte en af os i Brugsen efter 3 golf og 3 flødekarameller. I et sådant tilfælde var der altid penge til 4 flødekarameller. Den som faldt for fristelsen og købte den fjerde flødekaramel - og spiste den eller nogen af de andre flødekarameller var fortabt, men den som kom tilbage med tre flødekarameller og 5 øre, fik en af de 3 flødekarameller som belønning. Vi troede at vi kendte Dahls lunefulde tricks, men han ændrede til stadighed strategi. Og den der var en laban blev noteret i “Den sorte bog”.

I “Den sorte bog” førte Dahl sine notater. Ingen kendte koderne. Ingen havde vel faktisk set denne bog. Måske var den blot et udtryk for Dahls egen hukommelse. At komme i den sorte bog, betød at man var registreret, og kunne risikere en straf når Dahl`s humørbarometer stod på uvejr.

At lave ballade i Dahl`s timer var således forbundet med stor risiko. Alligevel lykkedes det af og til, og da til hele skolens henrykkelse. 5. C og D udgjorde det sløjdhold der havde sløjdundervisning før os. Vi var 5. A og B. I en sløjdtime havde Dahl samlet alle drengene omkring sig ved katederet, for at modtage instruktion om en opgave. Mens Dahl stod og demonstrerede en høvlescene lykkedes det et par af drengene at klistre et par BP-klistermærker på Dahl`s store bagparti.

Da Dahl senere på dagen ankom til timerne med 5. A og B, kunne vi næsten ikke holde os for latter. De store klistermærker sad stadig på Dahl`s autoritære korpus. Gert blev afkrævet svar:
-Gert Hansen, hvorfor griner du ? - Ud til det sorte bord . Gert og Dahl gik nu ud til det sorte bord. Igennem døren hørte vi Dahl`s ophidsede stemme. - Hvorfor griner du din laban. Svar, svar . Der lød et par stokkeslag, og lidt sagte talen. Dahl pressede nu Gert for oplysninger, og inden længe havde Dahl navnene på de labaner der havde klistret mærkerne på.

Senere på dagen blev de tre der havde klæbet BP-mærker på Dahls buksebag kaldt til møde på Dahls kontor. En efter en. Leo var den første. Dahl var rød i hovedet, lidt svedig og meget ophidset. Han rejste sig fra sin kontorstol og stirrede vredt på Leo og hvæsede:
-Er du fræk og flabet ?” Leo forstod ikke spørgsmålet, men nikkede forsigtigt. Dahl gentog spørgsmålet endnu mere ophidset: -Er du fræk og flabet ? - Svar . Ja - ja, ja - stammede Leo,- der stadig ikke forstod spørgsmålet. -JAMEN SIG MIG ER DU FRÆK OG FLABET ? Nu forstod Leo. Han dækkede for sig, for at forsvare sig mod de slag der ville hamre ned over ham mens han jamrede: - Nej, nej nej.

Leo var rystende bange men der faldt ingen slag. -Ret dig op. Er du færdig med at være fræk og flabet ? -Ja, svarede Leo, der ikke var mange sure sild værd i dette øjeblik! -Godt afsted med dig . Heraus. Dahl smilede veltilfreds. Han havde fremkaldt drengens angst, manifesteret sin magt, og straffet uden at gribe til korporligheder.

Ellers blev der delt “svedere” ud på Nørre Uttrup skole. Ved at tildele en elev en sveder, kunne læreren undgå direkte konfrontation. Afstraffelserne blev sat i system, og var uvoldelige. Men “eftersidning” som det også blev kaldt var en besynderlig straf. Man kan sammenligne formen med den straf som afmægtige forældre idømmer deres barn, når barnet trues med at komme i seng: -Hvis du ikke hører efter nu, kommer du i seng.” På denne måde fremmer man en modvilje mod at opholde sig i sengen, og forstærker derved det grundliggende problem.

I skolesystemet antog man at eleverne i udgangspunktet var imod skolen. Straffen var derfor, at fastholde eleverne på skolen. Den skole som de, pr. definition, følte så stor en afsky for.

Eftersidningstimen blev afviklet en gang om ugen. Det var ligesom stilleleg. Afsonerne der kom fra alle skolens klasser skulle sidde i dybeste stilhed og angre. Brød nogen af afsonerne forsætlig stilheden, f.eks ved at skrasle med stolen, hoste unødvendig højt eller at forsøge at skrælle en appelsin i lommen, blev der prompte udstedt en ny sveder.

En “sveder” kunne idømmes for hvad som helst: At kaste med sne, At løbe til bageren, At ryge på toilettet, At fløjte på gangene eller at glemme sine lektier. Svederen skulle underskrives af forældrene. Det var datidens skole/hjem samarbejde. En gang havde “Fut” tegnet en tissemand og skrevet en sjofel remse på min sveder. For dette blev jeg idømt endnu en sveder. Den blev dog tilbagekaldt, da min far krævede sagen belyst.

Fut`s mor var bestyrtet. Jeg blev kaldt ned til hende for at få en undskyldning. Hun var virkelig ked af at hendes søn havde tegnet på et stykke officielt papir fra skolen - havde tegnet sjofle tegninger og skrevet alle disse uartige ord. Fut og mig grinede lidt af episoden. Det han havde tegnet på skolens officielle papir, var jo ikke værre end det der var tegnet på byens “officielle” lokummer, for ikke at tale om drengetoilettet på Nørre Uttrup skole ,hvor der blev pisset initialer på væggen og flager ned fra loftet

Det er den 22. november 1963 i dag. Jeg har mit fineste tøj på, og er på vej til skolebal. Det er det første skolebal der rigtig har interesseret mig, - måske fordi der er et rigtig pigtrådsorkester der skal spille. - måske fordi jeg skal opleve noget ganske særligt i aften - jeg har jo et godt øje til nogle af pigerne - måske fordi vi bare skal løbe rundt og ha`det rigtigt skægt - spise pølser og drikke sodavand. Jeg ved det ikke. Jeg glæder mig bare.

Gymnastiksalen er pyntet op med balloner og crepepapir, der hænger på kryds og tværs i guirlander. Der dufter henne fra pølsegryden, hvor et par lærerinder skal stå for udleveringen, og så er der sådan en mærkelig dejligt duft af piger. Jeg har selv brillantine i håret. Jeg har sat det i Elvis-frisure - sådan skubbet det ned i panden med håndroden.

Vi løber rundt nu og pjatter - Nej, ikke pigerne - de tør næsten ikke bevæge sig. Om lidt kommer tryllekunstneren på scenen - Ja, der kommer han med sit rullebord. Gad vide hvor han gemmer duerne og kaninen henne. De må jo være nedenunder bordet. Vi stiller os helt op til scenekanten, for at se om vi kan afsløre ham, men bordet er dækket til - helt ned til gulvet.

Nu har festen varet i mindst 2 timer - sådan føler jeg. Vi har spist pølser, og jeg har drukket min sodavand . Vi løber rundt og pjatter - laver ballade, men hele tiden sværmer vi om dansegulvet. Orkestret - The Jolly Jokers - eller er det Jolly boys de hedder, er bare gode. De kan spille alle de nye. Jeg er bare helt vild med den der “Bachelor Boy” med Cliff. Nu løber jeg ind og skubber lidt til dem der danser, måske kan jeg komme til at strejfe hende lidt. Bare jeg turde spø...........Nå, nu er der pause puh....

Hvad sker der. Hvorfor stiller Dalgård sig op på skamlen der. Og Knudsen ? - Hvad siger han. Kennedy, død, skudt. Jamen hva`fa......... - Ja det er rigtig nok. Nu må i være helt stille ... SSShhhh ! Præsident Kennedy er blevet myrdet . Han er død. Vi standser skoleballet nu , alle skal gå lige hjem

Jeg mærker et gys inden i. Jeg bliver bange og utryg. Hvad betyder det ? Er der krig ? Er det 3. verdenskrig der er startet ? Jeg stiller mig hen i flokken, der er samlet rundt omkring lærer Knudsen. Alle spørger: -Hvordan skete det ? - Hvem gjorde det ? - Har de fanget morderen ? . Ingen svar - Jeg kan se på Knudsen at han også er bange. Han tripper uroligt. Nogle af pigerne græder. Det store lys bliver tændt. Den glade stemning er som suget ud af gymnastiksalen. -Skal vi møde i skole i morgen ? -Skal vi i beskyttelsesrum ? -Angriber kommunisterne ? . Alle spørger, men Knudsen og Dalgård ved kun lidt. -Han sad i sin bil, på vej igennem Dallas.

Jeg kan huske synet af de rådvilde musikere, der pakkede instrumenterne sammen, og stod og så tomt ud i gymnastiksalen, da alle forlod festen. Jeg slog følge med dem der skulle op ad forbindelsesvejen, og gik derfra alene det sidste stykke vej hjem. Det var en underlig fornemmelse. Som om jeg var helt alene i verden i den mørke novemberaften. Jeg spejdede efter månen og stjernerne, og tænkte på om krigen ville bryde ud i morgen - om dette var min generations 8. april.

Ingen der var til det skolebal vil nogensinde glemme det. Den aften blev frygten for krig nærværende. Vi mistede alle lidt af vores tillid til verden.