5. kapitel
-Selv om jeg er født og opvokset under fattige kår, er det jo ikke ensbetydende med at alt var gråt og trist . Tværtimod måske, for når betingelserne er givet, udfolder livet sig jo - også under de mest umulige vilkår. At kede sig - dette nutidige udtryk accepterer jeg ikke. Det står ikke i min ordbog. Næ - i min barndom og ungdom var det “at kede sig” ikke opfundet. Vi havde altid noget at gi` os til. Vi børn legede når der var tid til det, og vi kunne finde på mange lege. Men først og fremmest var der arbejdet, og siden at arbejde var en nødvendighed, kunne jeg jo lige så godt gøre det til min hobby. Og det er en god hobby, der kan skaffe mad og husly - og har du problemer, skal du bare arbejde endnu hårdere. Så arbejder du dig ud af de tunge tanker. Jeg lærte at tegne og bygge huse. Ja, jeg kunne faktisk forme verden med mine hænder. Og vi kan jo følges en dag gennem Aalborg, så skal jeg vise dig alle de gamle bygninger jeg har været med til at bygge. Landmandsbanken på Nytorv for eksempel. Men selvfølgelig måtte vi som arbejdere kæmpe for vores rettigheder. Nej, vi fik intet forærende.........
...........I det gamle Nørresundby lå Clausens gæstgiveri. Et pensionat, eller hotel om du vil. Clausen var en stor “øltønde” på over 300 pund. En dag sad Clausen sammen med fiskerhandler Thorsen nede på Royal og snakkede over et par pilsnere. De var kendt som drikkebrødre - og de var ikke kedelige. Ud af samtalen spandt sig en skør ide.
-Jeg vil vædde med at jeg kan trække dig i en gig fra Hjørring til Nørresundby torv, “ sagde Thorsen til den tykke Clausen.
-Ja så, men så skal du gå derop først - og jeg vil have en kasse Tuborg med i giggen - svarede den festlig opbruste gæstgiver.
- Det skal gælde 1500 kr , udbrød Thorsen, og sådan blev det ved indtil alle detaljer var på plads. Et par andre af byens bedsteborgere, Hestehandler Larsen og Bagermester Knudsen, gik med på spøgen. Thorsen skulle udføre turen indenfor 16 timer. Det skulle foregå d. 27. juli , og indsatsen var 2000 kr.
Det var i 1909. Jeg var 10 år og jorddreng. I mange dage i forvejen talte alle om det fantastiske væddemål, og alle holdt selvfølgelig med Thorsen. Vi drenge løb ham i møde da han kom slæbende med giggen. Sikke et syn. Den tykke Clausen havde det alt andet end mageligt, efter de mange timer i giggen. Men han havde da ild i cigaren og en bajer hævet i hånden da vi hilste dem velkommen til Nørre Uttrup. Thorsen slæbte rask til. Han var i hvid skjorte. Korte ærmer og butterfly. Vi heppede på ham og fulgte med ved siden af vognen. I udkanten af Nr.Uttrup løb vi i forvejen mod Nørresundby for at gi` den glade besked: - Thorsen kommer, Thorsen kommer, og Thorsen kom i mål til tiden. Der var tusindvis af mennesker i Nørresundby den aften for at hylde Thorsen. Hvilken folkefest. Og tænk på at det var grusvej - støvet landevej, hele vejen fra Hjørring, og modvind var der også.Det var en præstation...
.......Der var jo ingen biler dengang. Skolelærer Larsen var den første der fik en automobil i Nørre Uttrup. Ja, sikke en opstandelse når han kom kørende. Støvet virvledes rundt og hønsene løb for livet. Jeg husker også Automobiloptoget ud ad Hjørringvej i 1908, sommeren før Thorsens tur, og den første flyvning over fjorden, hvor vi stod på engen og så maskinen lande. De gamle koner var helt forfærdede over alt det nye. Men i dag flyver mennesker til månen og der er fire-sporet motorvej under fjorden - hvad bliver mon det næste -
Nørre Uttrup hører geografisk, sprogligt og kulturelt til Vendsyssel. Før industrialiseringen taltes der rent og uforfalsket vendelbomål her. I dag er den originale dialekt næsten uddød. Blandt min fars gamle avisudklip har jeg fundet et digt fra d. 5. September1925, skrevet af Lars C. Ringsholt på originalt Nørre Uttrup dialekt.
Rammen er Sygekassefesten i Bouet, datidens store årlige høstfest i teltet, hvor musikken spillede og unge par svingede sig i dansen så træfliserne hvirvlede rundt.
A ka aalle glemm -
A ka aalle glem dej Da,
Jens Thamsens Mett ga` mæ set Ja,
A ka lisse tyhle how`e -
der va Sygekassfest i Bou`e.
Vi kam gaaend Arm i Arm,
a svædt, og Mett var osse warm;
Vi ha daajst, - vi sku jo Swing wos,
helst så flisen fløw omkring wos.
A wæ napp, hwa`nt det jik te,
men tho vi kam da te aa sedd
på en Bænk lig bag we Teltje,
som wo Sownfo sa med Skjeltje.
Og imens Mosekken spillt
og Sownfo`n haj fæk Tøsten stillt,
laa a Armen omkring Piegen
sikker, som a, var paa Stiegen...
A haa aallti wat e Foer,
det Skudsmol fæk a sidts i Goer.
Aaltj for gue`trown, aaltj for taalle,
aaltj for skikkle - aaltj for fjolle!
A tintj, Mett vild wæ mæ trow,
a jik og dremt i gue Row;
saa imens - for Niesen aa mæ -
snoppe ham dej na`en he fraa mæ!
Mæj ka nemmest klaat æbag,
og blyw te Nar æ i`en Sag;
vil mæj intj set Skejj ha røwven
ma mæj waar sæ og wæ løwvend !
Når jeg læser digtet overfladisk forstår jeg ikke meget, men når jeg følger lydskriften og udtaler ordene dukker et gammelt sprog op, som jeg har hørt for mange år siden, og nu langsomt genkender.
Niels Hjeds, min fars onkel, der som ung var dæksdreng på sejlskibe der sejlede levende kvæg til England, og som senere var biavler og drev gartneri i Nørre Uttrup, talte denne dialekt. Niels levede hele sit liv sammen med sin søster Maria. De døde begge som 99-årige. Han i 1980 og hun året efter.
Når Onkel Niels var på besøg i vores hjem satte han sig altid demonstrativt foran TV-apparatet. Han havde ikke brug for disse levende billeder fra den nye verden, og ville ikke risikere at nogen skulle finde på at blænde op for skidtet når han var tilstede - nej han ville hellere snakke om gamle dage, fra før verden gik af lave. Og med langsom drævende dialekt forkyndte Niels så sit livssyn og fortalte om livet på de store have og om problemer med dovne gartnerdrenge der hellere ville drive den af end at passe deres arbejde.
Ingemann Jensen, der i dag er Nørre Uttrups ældste indbygger, blev født i Hvorupgård i 1904. I 1906 flyttede familien til Øster Hassing Kær. - Her var vi ved af dø af sult , fortæller Ingemann. - Jeg husker at min bror og jeg en dag blev sendt til købmanden efter varer, men købmanden sendte os hjem igen - ikke mere kredit bette børn. Det var mit ansvar at overbringe mor den triste besked. Far var arbejdsløs, og vi ejede ikke saltet til et æg.
I 1912 flyttede vi til Nørre Uttrup, hvor vi bosatte os i “cementbyen” i et hus på Petersborgvej. Far havde fået arbejde ved ØK`s cementfabrik, hvor han betjente tipvognene fra lergraven og kridtgraven. Omkring 1914 flyttede vi til et lille hus på Hjørringvej, der lå i forbindelse med Adolf Mortensens købmandsbutik. Herfra kørte min far med varer for købmanden. Det foregik på hestetrukken ladvogn. Der var nok at se til. Købmand Mortensen solgte dagligvarer og brændsel til alle de store gårde i Nørre Uttrup og opland. Som 10-årig kom jeg ud at tjene. Jeg blev fæstedreng ved Nicolaj Christensen på Ellebæk - tre somre i træk , og min far fik henholdsvis 35, 50 og 80 kr som betaling for min arbejdskraft pr. sæson. Det andet år da jeg steg fra 35 kr. til 50 kr., husker jeg at min far var i kraftig diskussion med Nicolaj Christensen om lønnen. - 50 kroner - det er for mø`. - Jamen ve du ha` knajdi så ma du betål.
Nicolaj Christensens kom sammen med skolelæreren, som vi børn kaldte for “Ørnenæse”, og dette bekendtskab gjorde at jeg kom let over min mødepligt på skolen. Normalt skulle der betales “mulkt” - 12 øre pr. forsømt skoledag. Men det betalte Nikolaj Christensen - Ørnenæses ven - velsagtens ikke. Jeg var i hvert fald ofte fraværende i skolen. Til gengæld blev der arrangeret lidt læse- og skriveundervisning hos en lærerinde, Frk. Møller.
Efter skoletiden og årene på Ellebæk, kom jeg til at tjene på Hvorupgård og i en kort periode i Rørdal. Arbejdet på gården i Rørdal, huede mig ikke, så jeg vendte tilbage til Hvorupgård. På Hvorupgård blev der om sommeren ansat en ung pige til at arbejde i huset. En sådan “ ung pige i huset “, blev betegnet som “ husjomfru”, men jomfru var hun i hvert fald ikke ret længe. Fra ansættelsens start lå det i luften at forvalteren havde ret til pigen - altså kunne bruge hende også til seksuelle ydelser. Men husjomfruen forelskede sig i forkarlen Peter og afviste forvalterens tilnærmelser.En dag så jeg Peters vadmelshue i husjomfruens vindue, og det var mer end tydeligt hvad der foregik på kammeret. Det hede forhold gik heller ikke forvalterens næse forbi, og i jalousi over Peters erobring forsøgte forvalteren nu med alle kneb at holde Peter fra husjomfruen. Således blev jeg overdraget flere og større arbejdsopgaver på gården. Peter forlod Hvorupgård og blev senere gift med skovfogedens datter fra Dronninglund. Efter 2½ år på Hvorupgård fik jeg nu fæste på Mosgården og senere på Hvoruptorp, en af de store gårde med 9 - 10 hestespand. Ved fæstnelsen på Hvoruptorp, gav jeg udtryk for at jeg var 18 år, og sikrede mig således 750 kr. i årsløn. Ved folketællingen samme år, blev det dog afsløret , at jeg kun var 17 år gammel, hvilket fik herremanden til at kræve lønnen justeret. - Såe har jæ måske ik` tjent li`så godt som en voksen mand, - spurgte jeg ham, og han måtte jo give mig ret. Ved en senere lejlighed kom jeg i træde med ham og forlod stedet. Det var efter en hård og ekstra lang arbejdsdag, hvor vi var blevet lovet en kop te når vi kom hjem til gården sent på aftenen. Hjemme på gården havde fruen ikke til sinds at give os den kop te, som var vores belønning for at arbejde over.
Da jeg året efter d. 16. november kom hjem fra soldatertjeneste, blev jeg atter tilbudt fæste på Hvoruptorp. Jeg ville gå med til en løn på 50 kr. pr. måned -frem til d. 17. december. - Næj katteme næj .“ - var hans modspil .
Senere kom jeg som daglejer til “Dødsskoven” og gården Agdrup, hvor jeg traf min kone - Dusine, der som navnet angiver var nr. 12 ud af en børneflok - på 17. Svigerfar var kronisk syg, og døde som 55-årig. Jeg husker at han kun var i stand til at indtage føde i stående stilling.Dusines mor var vaskekone. Så Dusine kendte om nogen, til fattigdommens svøbe. Vi blev gift i december måned 1929 , og flyttede ind i en lille lejlighed hos min fætter på Øster strandvej.Jeg havde opsparet 70 kr, som vi købte et bord og en dobbeltseng for. Vi havde på det tidspunkt allerede en dreng - og jeg var arbejdsløs. Der var krise i landbrug og industri, og det var nærmest umuligt at finde arbejde, og dermed også ula`sig`gør`ligt, at bjerge brødet i hus til familien - men som sådan delte vi skæbne med 100-vis af andre familier i området. Min bedste chance var at søge arbejde på Hvorupgård Dampteglværk, her kendte jeg bestyreren fra min tid på Hvorupgård. Jeg søgte og fik afslag, hvilket fik Dusine til at bryde sammen i gråd. Det var også dystre udsigter. Dagen efter, som jeg var blevet afvist i Hvorupgård , fik vi besøg af min onkel der arbejdede der på Dampteglværket . Han bragte den glade besked: - Ingemann du kan starte på Dampteglværket i morgen, og det var en af mit livs lykkeligste meldinger.Det lysnede nu for os og inden længe kunne vi flytte op på Hjørringvej. Vi lejede os ind hos Sognerådsformand Sieker. Sieker var ligesom bestyreren for Nørre Uttrup Dampteglværk, Noltensmeyer, af tysk afstamning. De to talte godt sammen , og en dag sagde Sieker til Noltensmeyer - Ingemann her er en god mand, ham skal du ansætte. Jeg fik nu, takket være Sieker, arbejde som “stryger” i håndstrygeriet på teglværket. På Nørre Uttrup Dampteglværk kunne jeg holde en dagløn på 1 kr., og det var otte øre bedre end min dagløn på Hvorupgård Dampteglværk. Teglværksarbejdet var sæsonarbejde, og i arbejdsløshedsperioder måtte jeg tre gange daglig stille til kontrol ved Syrefabrikken - på havnen i Nørresundby. Takket være min interesse for gamle motorcykler, og min deraf udsprungne viden om motorer, fik jeg på et tidspunkt en chance for at blive fyrbøder på teglværket.Da den gamle fyrbøder uventet sagde op, var jeg den nærmeste til at overtage jobbet. Fra denne dag var knokleriet og det hårde slid forbi. Alt mit arbejde bestod nu i at bruge hovedet. Det gjorde jeg så de næste 28 år. Ja, i alt var jeg på Nørre Uttrup teglværk i 42 år.
Friederich Sieker kom til Nr.Uttrup i 1902, hvor han fik arbejde på Nørre Uttrup Dampteglværk som teglbrænder. I 1906 giftede han sig med Thyra Amanda Christensen, og stiftede familie. I disse år, hvor industrialiseringen af samfundet tog til, blev ØK`s Cementfabrik opført i Nørre Uttrup. Den energiske Friederich blev involveret i både fagforeningsarbejde og politisk arbejde. Fra 1922-28 var han bestyrelsesmedlem i landarbejdernes fagforening og fra 1924-28 formand for Socialdemokratisk vælgerforening i Sundby-Hvorup. Men også som bestyrelsesmedlem i sygekassen, Nørre Uttrup Brugsforening og Nørre Uttrup Ægsalgsforening , gjorde Sieker sin indflydelse gældende.
I 1929 blev Friederich Sieker indvalgt som socialdemokratisk sognerådsformand i Sundby-Hvorup kommune - der da havde ca. 8000 indbyggere, og en slunken kassebeholdning på 1639 kr. Det var dystre perspektiver. Som følge af den økonomiske verdenskrise, landbrugets krise og specielt den pludselige lukning af cementfabrikken i Nørre Uttrup , som kastede yderligere 5 - 600 arbejdere og funktionærere ud i arbejdsløshed, kom Sundby Hvorup kommune til at lide hårdt under tidens åg. Store dele af befolkningen levede på sultegrænsen og kommunen kunne ikke klare sine mest elementære forpligtelser . Bl. a. måtte skolelærerne ofte gå forgæves efter deres løn. 1933 var kommunens eneste byggeaktivitet ,en spartansk udvidelse af administrationsbygningen, og samme år pr. 1/4 ,nåede gælden over 700.000 kr. For at undgå bankerot udskrev sognerådet et ekstra kvartals skat. Denne uhørte tvangsforanstaltning blev gennemført på trods af store protester. Selvom Sundby Hvorup ,som særligt vanskelig stillet kommune, modtog støtte fra rigsdagen, og udskrev landets højeste skatteprocent og grundskyldspromille,fortsatte nedturen - og som en uundgåelig konsekvens blev Sundby-Hvorup kommune til sidst underlagt amtsrådets administration - et forhold der gjaldt helt frem til 1954.
Besættelsesårene 1940 - 45 bragte nye vanskeligheder. Bolignøden, der var blevet gradvist forværret op gennem 30èrne var nu helt uoverskuelig .Husvilde blev
indkvarteret på kommuneskolerne, og tilstrømmende arbejdere til værnemagtens anlægsarbejde ved lufthavnen, lå i interimistiske telte langs grøfterne ved Thistedvej, eller var stuvet sammen i
baghuse. Man accepterede at arbejde for tyskerne, men arbejdet blev bestandig forsinket af sabotage og svindel med aftaler og materialer. Paradoksalt for Sundby-Hvorup kommune, der i 30èrne havde
status som “arbejdsløshedsøen”, udviklede tyskernes lufthavnsbyggeri sig til Danmarks største arbejdsplads med , periodevis 5 - 10.000 beskæftigede. Store penge, beskidte penge og lette penge til
trods - den øgede beskæftigelse medførte ingen mærkbar fremgang på kommunalt plan. Sundby - Hvorup var en arbejderkommune med bitre erfaringer. D. 5. Maj 1943 var der valg til sognerådet.
Friederich Sieker fortsatte endnu en periode som sognerådsformand .Ud af 11 pladser besatte socialdemokraterne 5, mens Arbejderpartiet ( et dæknavn for kommunisterne ) besatte 3 pladser. Hadet og
frustrationen over besættelsesmagten og dens håndlangere var ophobet i befolkningen, og med fredsbudskabet og glædesrusen d. 4.Maj, fulgte også destruktive og primitive følelser.
Frihedsbevægelsen fik stor tilstrømning af nye “sidste dags hellige” . Stemningen var kaotisk - og det var regnskabets time. En arrestationsgruppe kom til Friederich Siekers hus på Hjørringvej i
Nørre Uttrup.
-Har du nogen våben Sieker spurgte de.
-Nej - svarede Sieker, -Jeg har aldrig haft nødig at forsvare mig med våben. De tog ham til fange, anklagede ham for landsforræderi og indespærrede ham i Kong Hans Gades Arrest i Aalborg. Her sad
Friederich Sieker i 3 døgn, inden han med sit sogneråds mellemkomst blev løsladt. Anklagerne havde absolut intet på sig - blev det erkendt. Men hvem havde formuleret de usande anklager mod
sognerådsformanden - Hvem var ansvarlig for løgnen?
I Aalborgområdet blev der i dagene efter befrielsen arresteret over 550 personer. Af disse blev ca. 40 løsladt igen. Hævnfølelsen blussede. Frihedsrådets lokalkomite i Aalborg opfordrede i et telegram rigsdagen til at genindføre dødsstraf - hvilket også skete. En lov om fængselsstraf blev også vedtaget. De der idømtes fængsel skulle afsone i mindst 4 år. Når de blev frigivet , skulle de fratages valgretten og være uværdige til almen tillid. Loven krævede også at de der havde tjent rigeligt på tyskerne skulle betale fortjenesten tilbage samt betale bøder. Sidstnævnte paragraf kom bl.a til at gælde for nogle af de lokale entrepenørere, der havde profittere ved etableringen af tyskernes lufthavn.
Den 23. Maj 1945 besatte modstandsbevægelsen Kong Hans Gades Arrest. Anledningen var frigivelsen af mistænkte og mere konkret , at en Shalburgmand, der kunne besidde våben, var blevet løsladt.. Modstandsbevægelsen rasede over blødsødenheden , og satte nu hårdt mod hårdt. Aktionen blev først afblæst efter at der blev givet garantier for sikkerheden for modstandsbevægelsens folk. Senere, d. 2. August ,udtalte Aalborgs viceborgmester Aage Karlo Andersen ved et stort borgermøde: - Vi må kræve udrensning uden hensyn til rang og stand.
Opholdet i Kong Hans Gades Arrest, blandt Hipo-folk og værnemagere. - mistænkeliggørelsen og ligestillingen med simple håndlangere , blev en oplevelse der aldrig slap Friederich Sieker og hans nærmeste. De var tavse ofre for det løsslupne tyskerhad der fulgte i befrielsens kølvand - ofre for den sladder, og egoisme, der er følgevirkning af fattigdom og armod i et snævert samfund.
På sognerådsmødet d. 14. Maj 1945 bød Friederich Sieker to sognerådsmedlemmer, der havde været interneret af Gestapo i Frøslev-lejren , velkommen hjem. Man mindedes dem der havde ofret livet i frihedskampen, og lykønskede hinanden med landets befrielse - en befrielse der også bragte en voldsom strøm af krigsflygtninge til landet. D. 1. Januar 1946 var der i Stor-Aalborg registreret 20.000 tyske flygtninge, heraf ca. 7500 i Sundby Hvorup kommune. Ved valget samme år trak Sieker sig tilbage.Han døde d. 2. Januar 1954 , 72 år gammel.
Ti-året 35 - 45 blev begivenhedsrige år i min fars liv. I 1935 rejste han til København, hvor han arbejdede i 6 år som murersvend. I disse år giftede han sig også med Lisbeth, der var svigerinde til Jens Nielsen - min fars makker . Han sendte af og til penge hjem til familiens forsørgelse, og til højtiderne var han og Lisbeth også hjemme på besøg. Lisbet kom fra Svenstrup, så Aalborg-egnen var også hendes hjemstavn. I 1941 bosatte de sig i Aalborg i Teglværksalle` nr. 7 - mit senere barndomshjem. Lisbet var da uhelbredeligt syg af kræft, og de behøvede familien nær sig.
