17. kapitel

En kold og blæsende decemberdag i 1981, går jeg ind ad havelågen til Gurre. Jeg har et ganske bestemt ærinde. Jeg skal besøge Onkel Georg, for at holde et møde med ham, angående vores kommende naboskab. Efter min fars død, har jeg nu overtaget huset, samt den tunge arv - Onkel Georg i det lille havehus. Jeg har bedt min advokat om at opsige Onkel Georgs lejemål, men sagen er altså nu strandet på et mæglingsmøde. Som barn havde jeg oplevet onkel Georgs hus som værende “langt væk”, bagest i haven, men som jeg stod i haven nu, måtte jeg erkende at afstanden mellem de to bebyggelser kun var ca. 10 meter. Da jeg nærmede mig det lille hus, mærkede jeg en underlig modvilje mod at træde ind i husets sfære. Jeg stod stille for at trække vejret og tage mod til mig. Men hvad var jeg bange for ? Der inde i huset sad min gamle invalide onkel - han kunne jo umulig udgøre en trussel imod mig. Men hvad skulle vi snakke om ? Skulle vi til at ribbe op i den gamle tåbelige konflikt om arv og ejerforhold. Ville jeg fortælle ham min uforbeholdne mening om hans opførsel overfor mig igennem alle årene ? Billederne fløj igennem min hjerne, som båret af en automatisk diasfremviser: - Nytårsaften. Jeg går udenfor klokken 12. I det samme kaster Georg et kanonslag ned fra altanen. Det går af lige foran mig. Det hyler højt i mine ører, og jeg løber chokeret ind igen. - Far, han gjorde det med vilje - hvorfor er han så ond ? . - Georg står på trappestenen til sit hus. Han læner sig mod dørkammen, og ryger på en cigar. Fætter Ejgil står der også. Georg taler til min far: - Din elendige lusepuster ! siger Georg hånligt og damper på cigaren. - Lugten af hans pibe smyger sig ind i køkkenet. Han skramler op af trapperne, og sparker provokerende på trappetrinene. Henne ved døren dufter det af piberøg og noget andet ubestemmeligt. Jeg banker på. - Kom ind , lyder det derinde fra. Jeg går ind og åbner døren til stuen. Her sidder han i hjørnet i sin lænestol med et tæppe over sig. For neden stikker de karakteristiske snørestøvler frem. Billedet af davrepigerne, de gulnede passienner,skydedøren ind til soveværelset. - Prøv at se ned under sengen Ole, der ligger der en død mand Pludselig husker jeg en scene fra da jeg var 6 -7 år. Vi er på besøg hos bedstefar og bedstemor. Mine ældre fætre og jeg er ude ved onkel Georg. Jeg bliver skræmt ved tanken om den døde mand under sengen - og det morer dem. Jeg skæver ind til den grønmalede køjeseng i en tiendedel af et sekund, før mit blik fejer videre og møder Georgs. Vore hænder mødes i et usikkert håndtryk. - Åh, Ole du kan tro at jeg er ked af alt det der er sket . Han møder mig med en uforbeholden undskyldning, og anslår en venlig forsonlighed. Vi taler os nu lidt ind på hinanden. Det er helt sikkert at Onkel Georg er forankret i troen på at huset han bor i er hans ejendom, til trods for at et pantebrev som min far har udstedt til ham, nu er indløst - og jeg har skøde på det hele. Jeg gør det klart at jeg ikke vil diskutere fortiden, at han må respektere mig som ejer, og at han kommer til at betale husleje fremover. Ved et senere møde, hvor også advokaten deltager, godtager jeg Georgs forslag på 400 kr. pr. måned. I de kommende ni år bor vi nabo til Georg. I starten går det rigtig godt. Georg er oprigtig glad for at kunne følge børnenes opvækst. Han giver julegaver, og på varme sommerdage giver han is. Ja, når jeg er ude med plæneklipperen, er han der pludselig i det åbne soveværelsesvindue med en kølig pilsner. Med 2½ måneds mellemrum, kalder han på mig - Ole, nu er det tid du skal ha` en skilling .. Ordet husleje tager han aldrig i sin mund, men hver gang at jeg skal have “en skilling”, kvitterer jeg for 1000 kr. Sådan betaler Georg husleje. Familien - mine fætre, kusiner, fastre, mostre og onkler, besøger jævnlig Georg. Ja, min kusine kommer flere gange ugentlig, og fungerer reelt som hushjælp. Vi hilser pænt på hinanden, og alle har tilsyneladende fortrængt den bitre strid der var i familien tidligere Når Georg har fødselsdag d. 7. maj, er der fyldt med gæster i det lille hus. Disse selskaber minder om familiesammenkomsterne som jeg husker fra min barndom. Samtalerne er præget af ironisk distance, hån og fortielser. Faster Frida, der er syg og blind af sukkersyge, skal mades som et lille barn med lagkage og smørstang. - Hør, hvad er det dine drenge hedder Ole - Nå hedder de Kresten og Sivert - men du har da vel ikke opkaldt dem efter...... Her overtager jeg ordet. - Næ, faster Frida, de er såmænd ikke opkaldt efter nogen , jeg synes blot at det er to gode gamle danske navne. Faster Frida kæmper for sin taleret, men alt nærværende og sandhedssøgende snak bliver afvist med hånlatter og introduktion af nye vittigheder. Jeg omtaler mine afdøde onkler Sivert og Kresten med stor ære, og det er ikke noget der huer kaffeselskabet. Men Faster Frida bliver ved med at bore i emnet. Murermestersønnen Sivert Bertelsen, var hele sit arbejdsliv murerarbejdsmand. Han var kendt for ikke at stå tilbage for at løfte selv det tungeste læs. Var der en kakkelovn der skulle flyttes - så tog Sivert den ene mand. Sivert havde kone og tre børn, og boede i et hus på Højens alle i Lindholm. Familiens store tragedie var da moderen hængte sig i garderobeskabet. Mange år efter fandt Sivert sig en ny kone , Lille Julle, som var deformeret af engelsk syge og næppe over 1,40 i højden. Hun fik den ellers så brovtne Sivert omvendt. Sidste gang jeg så dem sammen spillede de firhændig trædeorgel og sang kristne sange. - Hvad er det for en pøl der er ude på toilettet - det lugter af tis synes jeg ? - Sssh, det er Onkel Kresten, der har tisset i gulvafløbet . - Jamen hvorfor det ? - Jo - de har jo ingen WC der ude i Skibsted. Derhjemme går de altid ud i stalden - han synes det er for fint at tisse i sådan en fin Wc-kumme. Onkel Kresten og Faster Ingrid levede som folk gjorde på landet i 1850. Ingen elektricitet, ingen varmt vand - men med snesevis af katte rundt omkring sig og en enkelt ko, der kunne forsyne dem med mælk. En gang om ugen gik de i bad. Så kom det store trækar frem, og der blev kogt vand på komfuret. Inde i stuen kravlede de så på skift ned i baljen for at vaske sig. Mens vi boede i Teglværks alle` kom Kresten af og til på besøg. Han kørte på knallert. Senere da vi flyttede til Gurre, havde vi et par gange besøg af Kresten og Ingrid. Dengang vi havde fået de nye møbler og fjernsynet satte Ingrid sig til rette på teaktræsofabordet. Hun troede at det var en bænk. I løbet af 1990 blev Onkel Georg mere og mere svag . En dag min kusine kom på besøg hos ham, var han kommet til at rage glødende koks ud af kakkelovnen. Dette tog jeg alvorligt, og besluttede mig for at istandsætte huset med nye vinduer og fjernvarme. Jeg præsenterede Georg for ideen, men da han hørte ordet “huslejestigning”, blev han nærmest panisk. På den baggrund besluttede han sig for at betale for de nye vinduer, og så lade det være ved det. Efter at de nye vinduer var blevet monteret, fik jeg brev fra fætter Ejgil, der krævede at jeg betalte vinduerne. Bolden var blevet givet op til sidste halvleg i den gamle familiestrid. Det gik nu op for mig at Advokat Niels Bell, som havde været min og min mors advokat, da jeg overtog huset, ved samme lejlighed også havde repræsenteret Georgs interesser - og stadig gjorde det. Jeg hyrede nu en ny Advokat, og fik således Niels Bell som min modstander. Mit krav til Georg var at han skulle betale en husleje. Lejefastsættelsen skulle selvfølgelig indbefatte de nye vinduer, som jeg så til gengæld skulle betale. Det var ganske enkelt, men Georg, hele familien og Niels Bell kæmpede imod, og sagen blev ved med at trække ud. Hen mod juletid - da Georg ikke havde betalt husleje i otte måneder, sendte jeg en rykker, med reglementeret opsigelsesvarsel. Georg lå på det tidspunkt i en sygeseng i huset og havde hjemmehjælpere og sygeplejere dag og nat. Min fætter sendte en check til min advokat på et “deponeret beløb”. Dagen efter så jeg ambulancen komme efter Georg. De kørte ham på hospitalet, hvor han døde nogle dage senere. Der var ikke nogen fra min familie der fortalte mig det. Jeg hørte det fra en der havde hørt det fra en hjemmehjælper, hun havde mødt henne ved købmanden. Jeg ved ikke hvornår, hvordan eller hvorhenne Georg er død eller begravet. Han er her bare ikke mere. Efter Onkel Georgs død, blev jeg bekendt med at jeg var slettet af testamentet til fordel for min fætter og kusine. Georg havde ellers i årenes løb talt meget om, hvor stor en del af arven der skulle tilfalde mig, uden at det nogensinde var lykkedes ham at få mig til at se eller kommentere hans testamente. Den sidste gang jeg var i Georgs stue og talte med ham, læste jeg det gamle skøde på Gurre og gældsbrevet fra min bedstefar til min far, op for ham. - Havde jeg dog bare vidst det . sagde han. - Jamen har du nogensinde haft grund til at tvivle ? spurgte jeg ham. - Nej, Ole - det har jeg ikke - det hele var bare så fordrejet og tosset - så dumt . Sidste gang jeg så min familie på min fars side, var den dag de mødtes i Georgs hus, for at dele boet imellem sig. Fra mit køkkenvindue så jeg hvordan de slæbte de gamle slidte møbler og gulnede lampeskærme bort. De slog blikket ned hver gang de passerede køkkenvinduet hvor jeg stod .Denne scene havde en speciel symbolsk betydning for mig. Det var den tunge arv der denne dag forsvandt ud af mit liv.