16. kapitel
D. 1. Januar 1981 flyttede mine forældre fra Gurre. Min søster og svoger havde tilbudt dem at bo i en lejlighed i deres hus i Hasseris. Min far var blevet mere og mere svag på det sidste, men i de nye omgivelser trivedes han slet ikke. Jeg troede at det var almindelige tilpasningsvanskeligheder , der gjorde ham syg og uoplagt, men det var også andre omstændigheder, som ikke var så synlige. En dag havde jeg noget anti-EF materiale med ud til min far som jeg syntes han skulle læse.Men han bad mig om at tage det med tilbage. - De ta`r det bare fra mig - Men, Ole jeg ved også godt hvordan verden er skruet sammen, jeg har set det hele - . Han ville ikke tale så meget om det, men jeg forstod at han i den nye bolig var frarøvet sin frihed, og var under kontrol. I tiden herefter gik det ned ad bakke for min far. D. 25. april blev Kresten født, og en uges tid efter var vi tre generationer forenet. Min far var på det tidspunkt så svækket, at nogle kunne være i tvivl om han vidste hvad der foregik. Men bag det sygdomsslørede blik så jeg en lille stjerne glimte. Den stjerne der lyser fra far til søn og bærer livet videre. De næste fem måneder, indtil døden indtræf, tilbragte min far i sygesengen. Først på sygehus Nord, og til sidst på geriatrisk afdeling. Min mor var hos ham hver dag, og jeg besøgte ham ofte. Jeg iagttog hvordan sygdommen gradvist gjorde ham svag og slørede hans hjerne. Konstant gik jeg med en følelse af noget uforløst i mig. En ophobet glæde over det nye liv . Modsat var jeg tynget af sorg over min fars sygdom. Jeg var grådkvalt lykkelig, og jeg forstod , at det at håndtere følelser, at forholde sig til liv og død var noget jeg aldrig havde lært. Jeg blev bevidst om at jeg altid var blevet holdt borte fra sygelejer og begravelser. Pludselig huskede jeg hvor intenst jeg havde følt for at vise min deltagelse efter bedstefars død. Men hvorfor havde de dog ikke taget mig med til begravelsen, hvorfor var jeg blevet forment adgang til sørgehøjtideligheden hvor voksne græder og viser deres inderste følelser ? - Det passer sig ikke for børn" - Nej men hvad passer sig så for børn ? .Passer det sig at børn kun skal opleve facader. Passer det sig at børn kun skal leve halvt, at børn skal være gidsler for voksnes misforståede omvendte omsorg. "Smid masken gør dig fri - Smid masken og luk op for det du har indeni " . Var det tilfældigt at jeg havde formuleret disse ord, og lige nu i tiden var ved at indspille 10 sange der handlede om dette at vise sine sande følelser, at tro på at den kærlighed vi har fortrængt kan genoplives og gøres til drivkraften i det fællesskab der skal bære os gennem livet. Jeg elsker min lille søn, og jeg sørger ved min fars dødsleje, så hjertet er ved at briste. Glæde og sorg, mellem disse to modpoler finder jeg min energi til at bestride mit daglige arbejde, og her fødes også den kreative energi der skal forløse budskabet: Gør dig fri. På geriatrisk afdeling lever alle tæt på døden. Når jeg besøger min far hører jeg mennesker der skriger i dødsangst. Han er efterladt i et sygerum, hvor alle væggene er kedelige grå som en gråvejrsdag. Her genoplever han sit liv i en tilstand der er halv drøm og halv virkelighed. Her er han formand på en stor byggeplads, og uddelegere arbejdsopgaver til 100 mand. Her er han i venners lag, og diskuterer politik. Når drømmen momentvis standser ser han mig som i en tåge, og vi taler sammen. Jeg holder ham i hånden og synger for ham:
Der er hænder som hvide liljer
og hænder som roser i knop
der er hænder med stærke viljer
en hånd kan være så smuk
Velmenende beskæftigelsesterapeuter påtvinger min far en beskæftigelse der er under hans værdighed. Han skal strikke på et stykke pap og hækle en lille grydelap. En dag siger han til mig om jeg ikke nok kan få ham ud fra dette nørkle-pusleri. Som gammel stolt håndværker forstår jeg at han føler det nedværdigende at sidde sammen med gamle kvinder og modtage undervisning i at strikke og hækle. Jeg fortæller det til beskæftigelsesterapeuten, der godt forstår hvad jeg taler om, og fritager min far for yderligere terapeutisk behandling. På Krestens dåbsdag tager vi ud på geriatrisk afdeling, og på kanten af sygesengen gentager jeg dåbshandlingen for øjnene af min far. Bagefter ligger jeg Kresten ned til ham. Måske ved han ikke hvad der foregår, men jeg føler, han føler, vi føler. Jeg tænker åndeligt: Lad sjælen vandre. Må du leve videre i barnet. Hvem kender min sorg og hvem kan forstå den. I den materielle verden med arbejde og pligter, kan jeg ikke finde mig til rette. De kræver min tilstedeværelse hver dag til tiden. Når jeg forlader min fars sygeleje for at tækkes dem, ser jeg ham strække hænderne ud efter mig når jeg går. Hvor er jeg ussel at jeg ikke blir hos ham. Han der har givet mig alt, og altid har haft tid til mig. Jeg forlader ham når han plages af dødsangst, kun for at behage de kaffesøstre på min arbejdsplads, der forstår livet som mødetidspunkter i en arbejdsplan.. Den anden sidste dag han lever, deler han rum med en døende mand. Der er sat en interimistisk foldevæg op imellem de to hospitalssenge. Henne ved den døende, der råber sin angst og smerte ud til de grå vægge, sidder en sygeplejerske og læser Hollywoodhistorier i et dameblad. Hvor er det uværdigt for den døende. Hvor er det hjerteløs at lade min far ligge her i dødens kulisse , og hvor er det forfærdeligt at jeg ikke kan få ham ud herfra. Afdelingssygeplejersken beklager. Men der er reelt pladsmangel. De gør hvad de kan, og forsøger så vidt muligt at tage hensyn til den enkelte. Den sidste dag er der ikke mange livstegn. Min far er alene nu i det lille rum. Den anden mand er død og borte. Vi bliver kaldt ud til aften og står omkring sygelejet. Det virker frygteligt krampagtigt. Min søster har ikke tid , skal skynde sig videre. Jeg holder ikke dette stress ud. Vi bliver inviteret på smørrebrød. Men tanken om mad gør mig kun mere utilpas. Jeg må ud herfra. Om natten ringer telefonen: - Din far er ved at dø. Dengang og lige siden, når tanken er kommet til mig, har denne erindring om et sekund i mit liv gjort mig grådkvalt og sorgfuld. Jeg fortæller Ellen det. Jeg græder. Jeg skynder mig derud med taxa. Da jeg ankommer er han lige død. Jeg sidder inde ved liget og ser på ham - giver ham mine kærtegn. I alle tider har jeg forberedt mig på denne dag. Jeg ville sidde med ham i hånden, mærke et lille ryk i hans krop når sjælen forlod ham, og lige før det skete ville jeg sige: - Min far, min ven i livet, farvel .. Så ville jeg bøje mig ned og kysse hans pande til afsked. Så smukt og enkelt skulle det være. Jeg siger det også og jeg kysser panden, men jeg føler en stor skyld, over ikke at have været hos ham da han døde. Ved kaffebordet efter bisættelsen holdt jeg en tale. Jeg talte om menneskeheden. Om vores udvikling fra barbarer til mennesker med følelsesliv og intelligens. Flere fra min fars familie var der og jeg sagde bl.a. -Vi er ikke Vikinger der slår hinanden ned med køller og sværd. Vi er ikke sladresøstre der taler bag om ryggen. Vi ved at vi alle har et gensidigt ansvar for at komme videre . Claudi viste os vejen, nu må vi tage over .
Nogle år efter føler jeg mig parat til at læse en kladde til et brev, som min far havde skrevet umiddelbart efter hans første kones død i 1945. Sådan lyder brevet: Aalborg d. 4/4 1945 Kære lille Gerda ! Jeg forstår din sorg, hvor jeg forstår dig - og føler med dig. Hvor ville det have lindret vore forpinte hjerter om vi kunne have blandet vore tårer, som vi i sin tid blandede vores blod med vores allerkæreste lille Lisbeth, men lille Gerda vi må ikke give os helt hen i sorgen, så ville vi slet ikke ligne vores kære tapre og modige lille Lisbeth. Husker du ! Professoren spurgte, - Hvor i alverden får hun modet fra ? . En lille svag kvinde - nedbrudt på legemet af sygdom og undersøgelser, men med mere mod i brystet og mere vilje end ti store mandfolk tilsammen. Og den anden operation. Husker du kære Gerda, den viljestyrke og den energi vores lille Lisbeth lagde for dagen, for at komme op - og hjem. Hun har lært mig hvorledes jeg skal leve og hvorledes jeg skal dø, hun bar sine lidelser med et smil og et ukueligt mod - og da hun følte det alligevel gik tilbage - ja da søgte hun at trøste mig. Det var værst for mig sagde Lisbeth. Vi har kun grædt sammen en gang. Jeg tog mig sammen og sagde at det kunne da også være at det kunne blive lidt bedre, og så tørrede vi tårer og smilede igen til hinanden. Vi smilede altid. Søndag d. 4. marts var vi hos Tante Cathrine. Det var sidste gang Lisbeth var ude. Dagen efter, jeg havde da været i arbejde en uge, fik vores kære lille Lisbeth et slemt ildebefindende. Hun kunne ikke lukke mig ind da jeg kom hjem til middag. Hun sad på en stol i stuen og var helt ulykkelig. Da sagde hun - Nu er det ude med mig - nu dør jeg . , men da vi havde siddet sammen nogen tid blev det bedre, og jeg gik så ned og ringede efter Doris, og Doris har så været her siden. Det var en stor glæde og trøst for vores lille Lisbeth, og til stor beroligelse og trøst for mig at Doris var her hele tiden. Doktor Paludan kom her hver Onsdag og Lørdag og ellers når vi ringede. Lisbeth var meget glad for Paludan, hun glædede sig til hans besøg, og han var lige så glad ved Lisbeth - de sludrede så godt sammen. Lisbeth fik flere forskellige piller og pulvere, for at stille smerterne og for at tage den overflødige Galle - jeg tror der var morfin i dem. Lørdag d. 17. spurgte Lisbeth, om hun kunne få noget for smerter .-Jo, det kan du da rigtignok . - sagde Paludan. - Nu skal du få nogle røde dråber .. Jeg hentede dem straks. Det var Morfin. Det var nogle gode dråber, og vi skulle bare give Lisbeth så mange som vi syntes var nødvendige for at hun kunne få ro - og så gik det hele godt nogle dage. Onsdag d. 21. var der et par rare mennesker hernede fra opgangen og besøge os, og da gik Lisbeth alene her ind i stuen fra sin seng og lagde sig på en divan som vi havde lånt, og da snakkede hun og var helt livlig. Torsdag eftermiddag skulle Doris hjem til sin fødselsdag og Gudrun og Elna var her så til jeg kom hjem. Den dag var Lisbeth ikke oppe - hun var træt. Om aftenen sagde Lisbeth - Tør du nok være alene med mig i nat. Jeg føler det som om der kunne ske mig noget når som helst ? Næste dag fik vor kære lille Lisbeth igen et tilbagefald. Jeg blev så hjemme og hentede nogle hjertedråber. Om Lørdagen kom pakken fra jer, og Lisbeth forlangte straks et glas vin og en smøg, men jeg måtte tænde cigaretten og holde ved den. Der kom mange om lørdagen og hilste på Lisbeth. Om søndagen var Thomas her fra Svenstrup og Frida var her om mandagen. Jeg sad jo ved Lisbeths seng, og Lisbeth lå hen i en døs fra fredag. - Jeg kan ikke holde ud at tale, men jeg ligger og tænker . sagde Lisbeth. Når der så kom nogen som jeg vidste Lisbeth ville hilse på, sagde jeg til hende hvem det var, og så slog hun øjnene op og sagde God dag. Når de så havde været der lidt og skulle gå igen, sagde jeg det til Lisbeth, og så slog hun igen øjnene op og sagde - Farvel og hils hjemme . Om tirsdagen kendte Lisbeth kun mig, men vi talte ikke sammen, for jeg vidste hun lå og tænkte, og så var det synd at forstyrre. Min egen lille Lisbeth lå mest med foldede hænder, og jeg kunne så sidde og ligge en hånd på hendes pande eller stryge hendes lille kind så varsomt, hun vidste jo jeg sad der. Doris var der jo også når ikke hun skulle lave mad. Vi skiftedes til at våge, men de sidste to nætter vågede vi begge. Vores allerkæreste lille Lisbeth, min tapre lille kone, døde med et strålende smil. Hun råbte Mor ., og så fik hendes søde lille ansigt ligesom et forklaret skær og så pludrede hun og armene gik på hende, som et lille barn, når det skal tages op af vuggen. Det var vidunderligt for os at være vidne til så smuk en død. Hvor kan vi dog sørge og græde, når den vi har allermest kær, har fundet en sådan fred og glæde. Du spørger kære Gerda, om Lisbeth slet ikke har sagt noget. Nej det har hun ikke, heller ikke til mig. - Vi talte ikke om døden. Vi smilede til hinanden og Lisbeth smilede så længe hun kunne. Mor spurgte en dag Lisbeth om hun var bange for at dø. - Nej det er jeg ikke sagde Lisbeth. - Det skal du heller ikke være sagde Mor - Vi beder for dig allesammen og nu får du det snart så godt så godt ! . Torsdag eftermiddag var mor her igen, og sagde til Lisbeth - Jeg har sådan bedt for dig lille Lisbeth nu kommer Jesus snart og ta`r dig i hånden .. Lisbeth ville svare mor men vi kunne ikke forstå hvad hun sagde. Du kan nok forstå kære Gerda at vores lille Lisbeth har det godt nu, ellers kunne hun ikke dø med så lykkeligt et smil. Lisbeth blev ved at være lige køn til det sidste, selv om hun også havde tabt meget i vægt. Du kan tro hun var smuk i døden som i livet. Det var ligesom du så hendes fotografi, som du fik en forstørrelse af. Det var også en sjælden smuk begravelse. Lisbeth havde sagt til mig at jeg skulle holde mig tapper når hun var borte, og det tænkte jeg hele tiden på, ellers kunne jeg ikke holde tårene tilbage da jeg så det væld af smukke buketter og kranse, der var samlet sammen i kapellet. Hjertet fløj mig op i halsen så jeg måtte gabe for at få luft. Præsten holdt en god prædiken over påskeevangeliet, og " Den store hvide flok " blev sunget sole, hvorefter der blev spillet en violinsolo af en solist som Ejner Steen havde sendt derhen, han ville selv være kommet men var forhindret da han skulle spille på Ritz. Det var han ked af. Jeg fældede ikke en tåre og takkede pænt ved graven. Jeg holdt mig tapper som Lisbeth havde sagt jeg skulle, men jeg forstår ikke hvor jeg fik kræfterne fra. Hvor ville jeg gerne have siddet i en stille krog og ladet tårene strømme frit ned af kinderne. Fra anden side har jeg hørt at det var den smukkeste begravelse de nogensinde havde overværet. Kapellet var helt fyldt, men flere gik straks, så der var kun 46 til kaffe i Vesteraas kælder, men jeg inviterede hele følget. Hvor var det trist at det regnede så meget at Erik og min søster Ingrid ikke kom med til begravelsen. De eneste der kom ind fra landet var Thomas og Frida, og jeg vidste der ville være kommet mindst 25 hvis der var tørvejr. I dag Torsdag har vi sat urnen ned. Lisbeth ligger nærmest ved sin mor. Erik og Ingrid var med. De var begge cyklet herind. Tak for den smukke krans til min elskede Lisbeth. Det har rørt mig dybt at høre den deltagelse der strømmer mig i møde fra nær og fjern, men allermest glæder det mig at min elskede lille kone har været så afholdt allevegne, som jeg altid har troet og vidst hun var, men som jeg særlig har fået bekræftet i disse dage. Vi er ikke ene om savnet lille Gerda, og vi kan tale med andre om det. Der er mange der savner vores kære lille Lisbeth, hun bragte solen med hvor hun kom og hendes lyse smil og altid gode humør bragte glæde hvor hun kom. Hvor har jeg meget at takke for, at det har været mig forundt at kende en så prægtig kvinde. Lad os ære hendes minde ved at holde modet oppe. Der kan være så meget der virker deprimerende i disse tider, men vi må jo håbe, der igen bliver fred og normale tider, så ses vi nok igen kære Gerda og så vil vi rigtig tale sammen om vores kære Lisbeth, for hun har efterladt et uudsletteligt indtryk i vore hjerter. Vær nu ved godt mod lille Gerda og hils din kære mand og alle børnene og Erling fra mig. Jeg ved jo de deler din sorg og smerte. Jeg håber i alle må have det så godt som i kan have det i denne sorgens og ufredens tid, men husk vor kære Lisbeths ord " Hold dig tapper " Din Claudi Hilsen fra Doris Brevet fra min far til Gerda, skrevet en måned før Danmarks befrielse i 1945, giver mig en hel anden følelse af min familie, end den onde erindring jeg bærer på. Brevet beskriver et familiesammenhold - en omsorg og kærlighed jeg ikke har kendt til. Mens jeg læste det var jeg dybt rørt, over ordvalget og den besindige nøgterne form - den rene kærlighed der lyste ud af hvert eneste ord, og erkendelsen af at livet kender man bedst i døden. Det er smukke filosofiske tanker, som hensætter mig i dyb eftertænksomhed. I dag siger man , at det er en slidt floskel -”at vi ikke kommer hinanden ved” - skønt alle erkender sandheden i udsagnet. Vi har diskuteret til hudløshed: Kvindefrigørelse/ kvinderne tilbage fra arbejdsmarkedet, alt imens vi har slavebundet os til prioritetsgæld og banklån. Vi er betaget af de fremmede samfund, hvor der ikke findes specialinstitutioner for gamle og syge - men hvor pleje og omsorg foregår i familiens skød - alligevel kalder vi vores ældreforsorg for verdens bedste. Vi forsvarer vores velfærd og arbejdets pris, mens vi overlader vore børn til professionelle opdragere, eller lader dem i stikken foran Tv-skærmen. Vi har købt os biler, stereoanlæg, video og charterrejser til adspredelse, når stilheden bliver for anstrengende. Og vi hygger os og dulmer os med alkohol og piller i et stadigt accelererende forbrug, der i sidste instans kaster dem, der ikke kan klare presset, ud i den totale selvdestruktion. Alle disse tanker og argumentationer har jeg været igennem da jeg skrev sangene til “Smid Masken”, og jeg troede at sandheden lå i selverkendelsen - at bare vi erkendte vores rollespil og ville være os selv, kunne vi “bygge en verden sammen” - som jeg sang i slutnummeret. Men når jeg læser om det sandhedsnære dødsleje, og fornemmer nærværelse af familie, naboer, venner - så indser jeg at dette at være sig selv - at gøre sig fri af maskerne og rollerne, ikke i sig selv er målet . For hvad gør vi når vi står afklædte, gennemsigtige og er parate til det nye - så kan vi kun gøre som det lille barn der behøver sin mor - gribe efter kærligheden, og hengive os til den altomsluttende kærlighed, mennesker imellem. Det er vores basale behov, vores fundament for et værdigt liv, og vores tilgang til en værdig død. For murersvenden Claudi Berthelsen blev mindet om hans afdøde hustru den livseleksir der skulle bære ham videre i livet. Men i tiden efter udtærede sorgen ham og gjorde ham ensom. Kun gennem arbejdet levede han, på arbejdspladsen og når han i fritiden hjalp familie og venner. Han forsøgte til stadighed at holde sig tapper og at spejde fremad. Når sorgen steg op i ham, genskabte han Lisbeths lyse smil, og hendes fredfyldte ansigt på dødslejet. Han mindedes de glade dage der var blevet dem forundt, og indstillede sig på et liv som enkemand. Men familie, venner og arbejdskammerater der kendte ham som den pålidelige broder og søn, den gode kammerat og den stabile makker, puffede til ham, de mente nok han burde finde sig en kone og få øje på livet igen. D. 18/11 1950,blev Claudi og Julie gift. Julies søster Else var gift med Claudis makker, Victor - og makkerskabet blev nu udvidet til svogerskab, og en ny tilværelse tegnede sig for Claudi, der efterhånden var 52 år. Ved bryllupsfesten bidrog bror Ejgil med en munter sang om mureren der stod på sit stillads: mure gad han ikke - øllen gad han ikke drikke den murersvend var der ingen jav i han boede i en hytte uden squaw i men venner og bekendte hans skæbne endevendte og nu var det Julie Julie søde Julie Humøret var vendt tilbage, og elleve måneder senere skulle Claudi og Julie forholde sig til et nyt liv i en ny tid.
