15. kapitel

- Far, hvornår er man voksen ? “. Drengen stiller et ligetil spørgsmål, og har krav på et ærligt og redeligt svar. Men hvem er i stand til at svare på spørgsmålet sådan bare lige ? Fysisk voksen er man når man ikke vokser mere - men er man så voksen ? Psykisk voksen er man når man ikke undertrykker sig selv og andre. Ansvarlig voksen er man når man er i stand til at vurdere en situation selvstændig og tage ansvar for sine handlinger - men er man voksen når man selv får børn ? Moralsk voksen er man når man erkender sine egne såvel som samfundets grænser Vil det sige at et barn på det psykiske område kan være mere “voksent” - end en voksen ? - Ja, jeg har mødt mange “voksne børn” i min tid. I 1974, efter at jeg havde arbejdet et halvt års tid hos en blikkenslagermester i Lindholm, følte jeg en stor trang for at komme ud i verden og finde min egen “voksenidentitet”. Jeg havde hørt om et firma i Aalborg, Industrimontage - IM - som sendte rejsemontører ud i verden på forskellige opgaver. Jeg havde på daværende tidspunkt gennemgået et el-svejsekursus, så jeg følte mig kvalificeret til lidt af hvert. Sammen med 3 andre fra Nørre Uttrup blev jeg sendt til Stockholm. Timelønnen var 25 kr i timen, men vi var garanteret 80 timers arbejde om ugen samt kostpenge - 70 kr om dagen. I denne specielle branche forstod jeg hurtigt at det var antallet af overarbejdstimer og de dertil hørende procenttillæg det handlede om - ikke så meget grundtimelønnen, som i sig selv ikke var noget særligt. Men med 100 %- timer for Lørdag- Søndagsarbejde var der basis for store penge. Det snakkede vi om, da vi kørte deropover i min Hillman-Sunbeam. Per H havde en del erfaring indenfor rejsebranchen. Han havde haft sit eget firma, kone og børn - men alt var sat over styr, og Per var nu opsat på at komme på fode igen. Vi nåede godt og vel til Stockholm, før bilen brændte sammen. Senere havde jeg et frygtelig besvær med at få den sendt hjem, der fandtes nemlig ikke reservedele til denne engelske bil i Sverige. Men det problem gemte jeg til bedre tider. Det det handlede om nu var at få en billig indkvartering. I det første stykke tid boede vi på Hotel “Lilla Värtan”, på Värtahamnen lige ved siden af siloen hvor vi skulle arbejde. Senere fandt vi en udmærket lejlighed i en af forstæderne. Den store sæson for siloarbejde, er tiden før høsten. Gamle transportsystemer renoveres eller skrottes og nye installeres. Det var det vores arbejde bestod i. Bygherren omgik behændigt den ellers så restriktive svenske arbejdsmiljølov, ved at lade arbejdet udføre af danske montører, der var villig til at arbejde 18 timer i døgnet , om det skulle være. Det var et tysk ingeniørfirma der leverede de nye kraner, elevatorer og transportører, og det var tyske arbejdsformænd der ledede arbejdet. IM, havde ansat en dansk sjakbajs, der i hierarkiet var placeret lige under den tyske 1. formand , Kornik . Denne Kornik var en slavepisker. Han krævede meget af arbejderne - også for meget, syntes vi ind imellem. Når vi skulle bære de tunge rør og kasser på plads, stod han faktisk og åndede os i nakken og kommanderede, som kun en tysker kan kommandere: -Komm, Komm . - mens han trommede irriteret med pegefingeren på sit armbåndsur. Ofte henvendte han sig til Kjeld, sjakbejdsen, og forlangte folk fyret og nye ansat. En gloende varm sommerdag arbejdede jeg allerøverst i siloen, med at montere en ny motor på en gammel kornelevator. Kornstøvet der i tidens løb havde aflejret sig forinden i elevatorrørene udgjorde en stor brandfare, hvorfor man skulle udvise den allerstørste forsigtighed . En lille gnist og hele siloen kunne futte af. Kornik har stået her i en halv time. Han er meget utålmodig, og kræver: -Arbejden, Arbejden . Vi er ved at fastgøre en talje, til at manøvrere hele den tunge anordning med, og Kornik beordrer mig nu til at svejse et stykke vinkeljern på elevatorrøret. Jeg ved godt at det kan betyde brand, men nægter jeg at udføre ordren, er jeg fyret på stedet. Som soldat i Korniks hær skal man ikke tænke på konsekvensen, men blot udføre handlingen - nøjagtig som Kornik år tilbage, selv havde lært at adlyde sin führer som tysk soldat ved østfronten Jeg svejser vinkeljernet fast, og Kornik peger på brandslukkeren. Jeg skal køle svejsningen ned. Umiddelbart efter pakker vi sammen og kører med Kornik ned. Kort efter bliver der alarmeret brand. Brandvæsnet kommer med fuld udrykning, og den helt store katastrofe afværges. Senere kaldes jeg ind til afhøring. Direktøren , Kornik, sjakbejdsen, brandchefen og en politibetjent, sidder ved bordet Sagen er hurtig opklaret. Da de stiller spørgsmålet: -Hvem gav ordren ? peger jeg på ham. - Kornik, satte mig til at gøre det .. Kornik forstår, at han som befalingsmanden, bærer det fulde ansvar. Men han bærer nederlaget med ophøjet stolthed. Nogen tid efter blev Kornik sat fra bestillingen, og en yngre Schweizer med et andet menneskesyn fik hans job. I mine år som rejsemontør, kom jeg flere gange i lignende situationer: - Udfør ordren eller du er fyret. På Enstedværket ved Åbenrå, arbejdede jeg nede på gulvplanet. Oven over mig, i den næsten 100-meter høje bygning, var hundredvis af arbejdere i færd med at montere rørstystemer m.m. En mandag morgen kom der pludselig susende en stor tung stilladsplatform ned fra 10 meters højde. Den vippede hjælmen af mig og skraldede mig ned ad ryggen. Det var et mirakel at jeg ikke kom til skade. Få millimeter skilte mig fra invaliditet eller død. Med visheden om dette søgte jeg udenfor for at komme mig lidt ovenpå hændelsen. Lidt efter blev jeg kaldt til den tyske formands kontor. Rystet som jeg endnu var, fortalte jeg hændelsesforløbet - og jeg gjorde det klart at jeg ikke kunne fortsætte mit arbejde før jeg havde arbejdstilsynets garanti for at arbejdspladsen var sikker. Men en tysk befalingsmand diskuterer ikke med en menig. Jeg havde to valg. At fortsætte arbejdet eller fise af. Mit valg var ligetil. Han skrev fyresedlen på stedet og gav mig denne afskedssalut: -Hr. Berthelsen - Heraus . Mine makkere på stedet kunne berette om en lignende episode. En dag hvor 6 mand lige netop havde forladt bygningen for at gå til frokost, var der faldet en stor svejsemaskine ned der hvor de lige havde stået sammen og ventet på at klokken skulle blive 8.45. Mændene var gået ud fra værket få sekunder før tiden, og havde dermed lige akkurat undgået at blive slået ihjel af maskinen. Ulykken skete da svejsemaskinen var ved at blive hejset op. En wirelås havde løsnet sig. Dette opdagede den tyske formand, og han fik nu et par arbejdere til at spænde en ny wirelås på, således at årsagen til ulykken ikke kunne forklares med materielle mangler. Hele sjakket blev betænkt med lidt ekstra timer, og en holde-kæftpagt var hermed beseglet. I Finland var vi også underlagt en tysk formand. Vi skulle bygge en kran på havnen i Naantali, og vi var 5 mand i sjakket. Vi var sikret gode kostpenge, og indlogerede os i komfortable turistlejligheder, spiste på restaurant og muntrede os på dansestederne. Vi mødte på havnen hver dag, kun for at konstatere at materialerne ikke var kommet frem. Tyskeren var i et dilemma. Sendte han os hjem ville det koste rejseomkostninger, og en mulig ekstra forsinkelse når materialerne så endelig dukkede op - og det kunne de jo gøre fra den ene dag til den anden. Modsat, så var det i modstrid med hans tyske mentalitet, at give os løn for ingenting at lave ! Vi så sådan på det, at vi ikke gad at rende til grin nede på havnen, bare for at tilfredsstille tyskeren - og efter få dage blev vi bare hjemme. Vi foreslog den tyske formand at gøre det samme. Sådan opstod denne omvendte Hold-kæftpagt med fuld løn, og den holdt i 5 uger. Da der stadig ikke var fremkommet materialer, blev vi sendt hjem til Danmark. Vi kom aldrig siden til Finland, og om kranen på kajen nogensinde er blevet bygget, ved jeg ikke. Ved Vänern ligger der en lille hyggelig by - Gullspång. Hertil kom jeg i sommeren 1976, sammen med andre montører fra IM, for at renovere det afskyelige forurenende jernværk, hvor der smeltes Wolfram og andre tungmetaller. Kort forinden var der omkommet 2 arbejdere, da en kæmpe smeltegryde var eksploderet, og glødende jern havde sprøjtet som fra en vulkan i udbrud. Denne smeltegryde skulle nu renoveres og genopbygges - og så skulle der bygges et udsugningssystem på taget til at rense den forurenende røg, der nedbrød naturen rundt om Gullspång - ja i hele midtsverige. Da jeg var blikkenslager blev jeg betroet opgaven med udsugningssystemet på taget, mens andre, knapt så heldige makkere, måtte i gang med kæmpemæssige skærebrændere og vinkelslibere nede ved smeltegryden. Formanden på stedet var “Bette Leif”. Han havde været på arbejdspladsen i et stykke tid, og var bosat i en lejlighed i Gullspång, sammen med sin kæreste - “Farmor” - på 67 år. Leif havde i lighed med andre gamle montører og formænd, et afhængighedsforhold til spiritus, ja Leif fungerede kun når alkoholpromillen balancerede som den skulle, og det var ret præcist efter indtagelse af en halv flaske vodka. Fast føde kunne han ikke med, men jordbæris kunne han holde i sig, når det ved indtagelsen havde søbekonsistens. Leif kunne være hård og konsekvent, men også blid og sentimental, som når han om aftenen sang alle de gamle håndværker- og gårdsangerviser, og spillede på sin kromatiske mundharpe. Vi boede på pensionatet i Gullspång - “Pangen” som lå lige overfor fabrikken. Her samledes vi så med guitar, mundharpe og bajere. Jeg havde på det tidspunkt et repertoire af mine egne sange, og kombineret med Bette Leifs gamle sentimentale viser opstod der et herligt miljø som også lokkede byens unge piger til - og dem var der mange af i Gullspång den sommer. Jeg havde selv min egen kæreste med. Jeg så ingen risiko i at ha` hende med ud i sådan et mandemiljø. Vi havde forestillet os hjemmefra at hun kunne få arbejde i Sverige, og at vi muligvis kunne bosætte os der. Men selvfølgelig skete der det jeg ikke troede var muligt. Lotte forelskede sig i en af makkerne og rejste fra mig. Jeg var virkelig forsmået. Vi havde boet sammen i 1½ år, og havde planlagt vores fremtid . Jeg forestillede mig ingen anden end Lotte. Jeg blev dybt ulykkelig efter dette, men blev dog i Gullspång, hvor jeg fandt trøst hos Monica . Monica var datter af “Knalle-Kalle”, den lokale springstofekspert, og i hans hus var jeg velkommen. Jeg sov hos Monica om natten, drak kogekaffe og spiste knækbrød om morgenen. Arbejdet på fabrikken krævede os hundrede procent, og timerne accelererede. Vi arbejdede over - 6 timer om dagen + Lørdag /Søndag. Når vi havde fri festede og drak vi. Det var nærheden af alle de unge svenske flickor der holdt os oppe. En aften var vi til et party i Gullspång i en lejlighed på 2. sal, hvortil der kom en fuld finne for at provokere og slås. Jeg kom i klammeri med ham, og mens vi tumlede rundt ude på gangen så “dækkeren” sit snit til at gi` ham en fodsål i ansigtet, og få ham vippet ned af trappen. Lidt efter kom finnen tilbage for at sige undskyld til mig, men ville godt lige byde mig på en drink nede hos ham, han boede neden under. Naiv som jeg var gik jeg med ham. Nede i køkkenet trækker han pludselig en køkkenkniv op ad skuffen og kaster sig frem mod mig. Hvis ikke det havde været fordi at manden havde været stærk beruset, havde jeg aldrig haft en chance. Han var mig fysisk overlegen. Jeg fik fat i hans øre og vred nu til alt jeg kunne, mens jeg slog for mig med den anden hånd. Men han væltede mig ned på gulvet og var nu ovenpå mig. Kniven havde han tabt under tumulten , men den lå og glimtede mindre end en halv meter fra os. Jeg kæmpede fortvivlet mod den store finne, da dækkeren dukkede op i lejligheden. Med sin fod blokerede han finnens hånd der rakte ud efter kniven, og han bankede nu sin knytnæve ind i hovedet på den prisgivne mand. Jeg slap fri. Finnen var ikke til mere, men han truede os før vi gik. De næste dage frygtede jeg at han ville overfalde mig, at han ville udpønse en ond strategi, lokke mig i en fælde - og så....... En søndag aften stod han der midt i mit værelse på “Pangen”. Jeg havde lagt og døset, og var virkelig blevet taget på sengen,men hvad nu ? - Kompis” - sagde han med sit finsk/svenske accent . -Du er All Right .. På få sekunder lærte jeg, at den man frygter er ens værste fjende - kan være en ven. Han smilede til mig. Vi trykkede hinanden i næverne og jeg var mere lettet end han vidste. Hen ad sommeren rejste flere og flere hjem, og til sidst var jeg alene tilbage i Gullspång, sammen med Bette Leif og Farmor. Formandsjobbet havde taget hårdt på Leif, og jeg lærte nu hans svage sider at kende. Han var en blid natur - ligeså følsom og hengiven som hovedpersonerne i de gamle sange : “ Nu piber alle fløjter”, “Den arbejdsløses sang” og “Under Italiens Himmel”. I lange dage lå han på sofaen i lejligheden, hvor farmor nussede om ham, skænkede vodka og madede ham med jordbæris. Hans misbrug havde tæret ham. Han var som en lille dreng der kaldte på sin mors omsorg og trøst - og farmor varetog sin opgave med kærlig perfektionisme. Hun var mor, elskerinde og husbestyrerinde. Folk der så dem sammen troede at de var et jævnaldrende pensionistægtepar - men Leif var trods alt kun 43. Blandt rejsemontørerne var der mange alkoholmisbrugere, som alle på forunderlig vis klarede deres arbejde og overarbejde, hver dag. Mange drak en hel flaske Vodka på arbejdet hver dag - plus det løse. Vodkaen skjulte de på arbejdspladsen, og drak den i smug. For at kamuflere duften af alkohol, tyggede de hele nelliker. De var mænd, der havde lidt nederlag i forhold til kvinder. De var enspændere, fraskilte og lykkeriddere. Deres livsdrømme var knuste, og i rejselivet fandt de et kammeratskab og fællesskab der matchede det urgamle jægersinstinkt der ligger grundfæstet i enhver mands natur. Herbert var en af disse mænd, der ud af bitre erfaringer, havde udformet sine egne livsteorier. Han troede ikke på reel kærlighed mellem mand og kvinde, men anså kønsagten som en kold og kontant forretningsaffære. Herbert rejste rundt med sin sangbog. En hel samling af sange han havde skrevet ud fra oplevelser med prostituerede. Sange med et bramfri ordvalg der kunne forarge selv den mest hærdede montør. Når Herbert var fuld fandt han sangbog og guitar frem - teksterne var skrevet på maskine og indsat i plasticlommer - og med en snøvlende falsk stemme sang han så “ Alle kvinders forretning” og “ Jeg betaler og går”. “Svingeren” havde kone og børn i Danmark, men var plaget af en konstant rastløshed der gjorde at han kun trivedes som rejsemontør. Hans evige nervøsitet stammede tilbage fra et skibsforlis i Østersøen, hvor han var blevet hevet op af havet klamrende sig til en redningskrans, efter 12 timer, og var blevet bragt i land på Bornholm. Dette chok havde påvirket talecentret således at han stammede konstant. Kun alkoholen kunne løse op for angsten. Når en rejsemontør vender hjem med penge på lommen, er der fest i gaden. Kridthuset i Nørre Uttrup var det naturlige samlingssted for de montører der havde base i Nørre Uttrup. En af de helt store “guldgruber” i 70èrne var “Den sorte Engel “ på Grønland. Her hvor der kun var arbejde og mandelejrliv, arbejdede montørerne i halve og hele år i selvvalgt isolation. For en ensom rastløs sjæl med guld på lommen, er værtshuset det sted hvor man kortvarigt kan sole sig i opmærksomhedens lys, og leve sine drømme helt ud. Her kan den voksne mand der selv er svigtet få lov at føle sig i giverens rolle - knytte flygtige venskaber - føle og give omsorg . Når Bjarne kom hjem fra “Englen” eller andre montørjob, brændte pengene i lommen, og han fik ikke fred før han var blanket af, og af nød måtte søge ud på “jagtmarkerne” igen. Det var et forudsigeligt mønster der startede når han den første dag trådte ind ad døren på “stuen”. - Fyld bardisken med ølflasker - og de skal knappes op . - sådan lød bestillingen. I løbet af eftermiddagen udviklede Bjarnes bestillinger sig til et sandt orgie. Den søde pige i banken der vekslede penge, fik tilsendt en flaske Chivas med en taxa, og der blev reserveret flybilletter til København. Der blev danset på bordene og drukket til vanviddets yderste grænse. Hvor hurtigt kan man formøble 50.000 kr.? Når Bjarne, nogle dage senere, var blanket af, havde han skiftet personlighed fra verdensmanden til den forhutlede tigger, der stod i samme værtshuslokale for at bumle en smøg.