Peter Belli og Les Rivals. Danmarks populæreste pigtrådsorkester. Den Søndag eftermiddag, hvor de første gang spillede på mælkepoppen i Aalborg, var jeg en af de 1200 ellevilde unge publikummer der stod på bordene eller pressede på foran scenen, for at se, høre, opleve idolet. Stemningen var fortættet af forventning, og det rislede koldt ned ad ryggen da konferencieren introducerede bandet og det mørkerøde scenetæppe gled til side. Det var mit livs største musikoplevelse. En oplevelse af samme kaliber som når skrigende og dånende fans møder Beatles, Stones og Elvis. Forskellen var bare, at jeg ikke hengav mig til skriget, men bare gennemlevede det frydefulde øjeblik , da bandet satte i gang. “Move on” , “Go Now” og “Roll over Beatles”. Kritikerne hævdede at det lød som sangeren havde næseklemme på, og han kunne bestemt ikke synge engelsk, mente de. Men alle os fans var da ligeglade. Vi forstod heller ikke meget af de engelske sangtekster, men sang med så godt vi kunne, og egentlig var det jo heller ikke kun musik det handlede om . Peter Belli og Les Rivals var langhårede - rigtigt langhårede, og det var ligeså meget det der imponerede.

Peter Belli og Les Rivals blev et af de sikre tilbagevendende bands på mælkepoppen, og et af de faste indslag ved hver koncert, var når Peter Belli kaldte “Vovse” på scenen. “Vovse” var en af byens originaler. Stor og kav. Første gang han optrådte var det en god joke, men ved senere lejligheder blev det mere og mere pinligt for hver gang. Men Peter Belli holdt fast i traditionen, og viste dermed sit folkelige sindelag og sin samhørighed med de skæve eksistenser. I “Bogen om Peter Belli”, der udkom da populariteten toppede i 1965, kunne man læse om Peter Bellis dramatiske ankomst til verden, i et toiletskur, under et bombeangreb af Hamborg i 1945, og om hvordan han juleaften, som husvild i Københavns gader, havde smugkigget ind ad vinduerne til de veldækkede borde med andesteg , brunede kartofler og tændte julelys. Jo Peter Bellis historie var en rigtig tåreperser. Lige så god som den om lastbilchauffører Elvis, der for sine spareskillinger, indspillede en plade til sin mor, og blev verdensstjerne. Men Peter Belli holdet sig til Danmark, og midt i pigtrådsbølgen sang han pludselig på dansk. Forstandige rockskribenter hævdede dengang, at det kunne man altså bare ikke, sproget var for hårdt. Men Peter Belli med næseklemmestemmen trodsede sagkundskaben og udgav singlen “Helt igennem respektabel” . Senere skiftede han også bandet ud, og med Otto Franckers orkester sang han : “Hvem dømmer hvem og med hvad ret”. En meget passende kommentar til den hetzstemning der opstod om hans person, da han blev fængslet for Hashrygning. Som ungdomsidol dalede Peter Bellis stjerne, efter dette. Han fortsatte dog til 1968 med backinggruppen “Four roses”, med hvem han bl.a. indspillede “Hvis jeg var arbejdsløs”. Arbejdsløs blev Peter Belli dog ikke. Han kastede sig uforfærdet ud i dødsdromen på motorcykel, blev gift i skoven med sandsigerskens datter, o.s.v. o.s.v

Men tilbage til mælkepoppen på Grand, den søndag eftermiddag i 1965, hvor Peter Belli nærede drømmen om at blive rocksanger i et rockband. Vi kunne da godt høre at musikken var lidt falsk. Der var også lidt problemer med en af guitarene. Men stemningen var større end det kritiske øre, og Selmer-forstærkerne var på fuld volume, og hvad Ole Madsen var for fodboldfolket, var Peter Belli for sine pigtrådsfans.

Hver søndag præsenteredes et nyt spændende pigtrådsorkester på mælkepoppen. “The Defenders” , “Lions”, “Someones” - og “The Hitmakers” med pralrøven Jørgen Krabbenhøf som forsanger. De tillod sig engang at komme 2½ time for sent til en koncert. - Nå, ja hva` faèn . Publikum fik en halv times musik. Der var lidt for meget Københavnerkrukkeri i dette band, mente vi nok. Så mange tog dem på ordet : “Stop the music”. Nej, så var der mere energi og fanden-i voldskhed over “The Beethovens”, min absolutte favoritgruppe, med sangeren John Harding og sangeren/guitaristen Ole Fick. Gruppens store hit var “Long live Beethoven” fra `65. Nummeret indledes med tonerne fra Beethovens skæbnesymfoni udsat for forvrænget guitar. I 1966 kom singlen “Æh Bæh Buh” - "Æh bæ bu - I`ve been fooling you", jo engelsk og dansk kunne godt forenes. Det rykkede også godt når gamle Poul Dissing i sort habit, gav den hele armen sammen med “Beefeaters”, med Peter Thorup på guitar.

Det hele blev skyllet ned med frisk milkshake, som var indkluderet i prisen på kr. 3,50. Af og til var der også ekstraordinære arrangementer på mælkepoppen, som f.eks. da “The Kinks” spillede en Onsdag aften. “The Kinks” havde på det tidspunkt status som Nr. 3 på “verdensranglisten”, kun overgået af “The Beatles” og “The Rolling Stones”, men den koncert missede jeg. 10 kr. på en Onsdag var mere end et købmandsbud kunne klare. Jeg havde heller ikke 15 kr. på lommen da “Cream” spillede i Vejgårdhallen og det er lidt ærgerligt, når jeg tænker på at det i dag kun er muligt at opleve Eric Clapton i kæmpestore haller med faste pladser, og stor distance mellem musikere og publikum. I Vejgårdhallen var der den ægte “clubfeeling”, hvorunder bluesmusik trives bedst.

Dagen efter koncerten i Vejgårdhallen sad vi på Leos værelse. Leo havde været til Cream-koncerten, og havde fået et par trommestikker med hjem , som trommeslageren havde fyret af ud over publikum. “Ginger Baker” stod der på dem. -Det må da være fabrikatet ? -Nej, sgu da, det er da trommeslageren der hedder så`n !

Vejgårdhallen var stedet for den “modne” ungdom, altså dem over 18. Det var stort set samme musikudbud som mælkepoppen, men her i lidt andre rammer. Fredag aften og bajerservering. Det var i Vejgårdhallen at politiet stoppede en koncert med det legendariske danske band “Steppeulvene”. Musikerne røg Hash i baglokalet. Episoden blev dagen efter omtalt på forsiden af avisen, der sammen med artiklen bragte et foto af en “skæv” Søren Seirup. Jeg forstår godt at forældre kunne være bekymrede for pigtrådsmusikken og den nye Hippiekultur . Musikerne var ofte påvirkede. De drak whiskey, røg hash, og var dopede når de optrådte. Det var in` at ryge hash, og omgærdet med megen mystik - nærmest som en Holbergkomedie, hvor kun de indviede forstod de nye ord og begreber. Men mystikken virkede dragende, og alle var med på at følge rockmusikkens idoler ud i bevidsthedens hallucinære grænseland. Det forbudte stof var tilgængelig på alle spillesteder og diskoteker i Aalborg, men også i Nørre Uttrup hvor “pusheren” en pige fra oplandet steg af Hals-bussen et par gange om ugen ved BP-tanken på Hjørringvej.

En ny misbrugskultur var ved at grundfælde sig. “Hash”, der tidligere var omtalt som Marihuana, skiftede hurtigt navn til: “Galar”, “Shiit” og “Pot”. Man talte om at ryge “joints” og “fyre fede”, og varebetegnelserne var f.eks. “Grøn libaneser”, “Rød Marokko” og “Sort Afghaner”. “Grineflip” og “Backtrip” var nogle af følgevirkningerne. Kun de indviede kendte koderne, og vidste hvordan man holder på en chillum. Der opstod myter om misbrug blandt musikere. “Er de geniale tekster udsprunget af en hashrus ?” stod der i en artikel om Bob Dylan i 1965. Senere udgav The Beatles “Lucy in the Sky with Diamonds”, med en skjult henvisning til LSD - der som bekendt er et bevidsthedsudvidende syntetisk stof, der kan medføre en kronisk sindssyg tilstand, og i ekstreme tilfælde driver misbrugeren ud i selvmord. “ Picture your self in a boat on the river - Lucy in the sky with Diamond “ Genialt - skrev anmelderne, og kårede Sct. Peppars til alle tiders bedste plade. Pladen var også revolutionerende god, men denne “genialisering” af misbrugskulturens musik, medførende en legalisering af den såkaldt “bløde”narkotika, var en farlig tendens. Pladeindustrien og det sorte markeds narkobagmænd, havde sammenfaldende interesser, men det var der ingen der talte om.

Rockmusikkens idoler blev presset til det yderste, og mange kørte linen ud og døde af deres misbrug. In memorandum:

Brian Jones, Keith Moon, Jimi Hendrix, Jim Morrison, Janis Joplin, Eik Skalø. I kølvandet af den nye misbrugskultur opstod i Danmark: Christiania og “Det nye samfund” - Frøstruplejren i Thy. Set i bakspejlet blev disse idealistiske initiativer ædt op af sig selv, netop fordi misbrug var så væsentlig en del af miljøet. Christiania udviklede sig til at blive hovedstadens center for handel med “bløde”, såvel som “hårde” narkotiske stoffer. “Det nye samfund” blev hjemsted for fallerede junkier og alkoholikere.

Med den erfaring jeg i dag har erhvervet igennem mit arbejde med misbrugere, vil jeg påstå, at den løgn der dengang blev lanceret af kyniske spekulanter i ly af rock-og blomsterbørns-kulturen, om at hash er et harmløst rusmiddel , blev en løgn der fik store tragiske konsekvenser for mange.

Bette Hur var tidlig med på bølgen. Som stor dreng markerede han sig som byens førende skodsamler. Der var ikke det Bette Hur ikke kunne ryge, og så havde han en bestemt rygeteknik. Når et skod var så lille at det begyndte at brænde fingrene, satte Bette Hur det ind mellem tænderne på en stålkam, og med spidsede læber kunne han med små sug ryge skoddet op til det allersidste tobakskorn. Som andre skodsamlere afskyede han filterskodder med læbestift på - så hellere smulre tobakken og ryge det i en pibe, men på den anden side gik han da ikke af vejen for et vådt cigarskod - alt kunne ryges. Da Hashen kom til Nørre Uttrup var Bette Hur med på at fyre en fed. Hans lunger og halsrør var hærdet til hvad som helst, og det viste sig da også at Bette Hur var i stand til at ryge det sidste hvæs af en overophedet omgangschillum. Bette Hur, der havde mistet sin grønlandske mor som ganske lille, og siden havde levet alene sammen med sin danske far, trivedes godt i de nye rygemiljøer - og han fik en af de smukkeste piger som kæreste.

En nytårsaften fik han en skør ide. I en af trappeopgangene i Nørre Uttrup, der har form som en firkantet skakt, var der spændt sikkerhedsnet ud, til at opsnappe gamle damers tasker , børnenes legetøj og lignende - men så godt informeret var Bette Hur ikke.Han troede at sikkerhedsnettene var som trampoliner, og han havde nu tænkt sig at fejre nytåret med et frit fald ud i det øverste sikkerhedsnet - og så mærke suset, som han sagde. Men Bette Hur kom til at mærke den hårde beton forneden i opgangen. Han overlevede - mirakuløst - men forblev efter denne dag ikke den samme. I den kommende tid blev Bette Hur mere og mere afstumpet i sit væsen. Han mistede sin kæreste og sine venner, og havde til sidst kun sin far tilbage. Det eksisterende samfund var et trist sted at leve for Bette Hur, så da han hørte om “Det nye samfund” i Frøstruplejren, flyttede han dertil, men det er mange år siden nu.

I 1990 besøgte jeg Frøstruplejren. I lejren opsøgte jeg Knud , som jeg ikke havde set i 18 år. Jeg fandt ham i en campingvogn, hvor han lå i noget der lignede en seng, under en bunke beskidte tæpper. Det var i april, og der var lidt råkoldt.

Han genkendte mig, og brød ud i et forsigtigt skrattende grin. Jeg redede hans dag. Det var d. 20. og han var flad. Han var faktisk gået i hi for resten af måneden. Det jeg så foran mig var et menneskevrag - underernæret og med en deformeret kropsholdning. Håret sad i ulrede lange totter, der var skel og sygdom i hovedbunden og tænderne var rådne. Jeg ville tilbyde ham noget at spise, men det kunne han ikke holde i sig - han skulle bare have bajere, og helst kun lyse - ellers ville han dø, havde lægen fortalt ham, men i dagens anledning måtte jeg da gerne gi` ham elefanter. Og han kunne slet ikke tåle at ryge - så det med de fede skulle han holde sig fra, men en 10-stk`s var da O.K. Jo det var Bette Hur, hans væsen havde ikke forandret sig, og denne dag var han stolt over at en gammel ven besøgte ham.

Næste gang jeg så ham var en sommerdag året efter, hvor han kom på besøg i Gurre - humpende på to krykker, og endnu mere afkræftet end da jeg sidst så ham. En vinteraften var han snublet i en vandpyt i Frøstruplejren, og havde ikke været i stand til at rejse sig ved egen hjælp. Ingen havde hørt hans råb om hjælp, og de fandt ham først næste morgen. Han havde siden været indlagt med lungebetændelse, og var nu flyttet hjem til sin far. Han talte usammenhængende, og ville gerne låne smøger og penge.

Han endte sine dage som 40-årig plejehjemspatient. Hans far fortalte mig senere om begravelsen: - Han var smuk i døden, og det var en pæn begravelse. De kom helt fra Sjælland for at tage afsked, og vennerne fra Thy-lejren lagde vilde lyngplanter på graven.

I Aalborghallen blev der i lighed med mælkepoppen afholdt alkoholfrie arrangementer. Her havde man foruden alkoholforbudet også den restriktion, at parkunderholdningsorkestret skulle spille halvdelen af tiden. Det var en hel umulig sammensætning af musik, og hvad var mon meningen. Ville det pæne socialdemokratiske overformynderi opdrage vildfarne pigtrådsfans til “normale” koncertgængere med interesse for lettere underholdningsmusik ?

Tiden var ustyrlig, og det var musikken og dens udøvere der satte normen for adfærd, mode og forbrug. “The Who” og Jimmy Hendrix ødelagde og brændte guitarer og forstærkere på scenen , som en del af sceneshowet. Det var en voldsom aggression der lå i disse udtryk, og det påvirkede mange. Således også Kjeld.

Han ønskede sig en guitar og plagede sin fatter med ene uafviselige argumenter. Til sidst gav faderen efter. Det lød jo meget positivt, og et godt instrument er jo en investering for livstid. Han købte en splinterny halvakkustisk Hofner jazzguitar, med perlemor i gribebrættet og et forkromet stativ til at stille den i. Drengen opdagede hurtigt, at det at lære at spille guitar krævede en vis tålmodighed, en tålmodighed han ikke besad. En eftermiddag han hørte The Who i radioen, stod han foran spejlet med guitaren. Han gjorde ligesom The Who. Han smadrede guitaren - knækkede halsen. Hvad reaktion det fremkaldte hos faderen er aldrig fortalt, men guitaren kom ud, en gang for alle. Men alle lod sig jo påvirke, lod sig rive med på et eller andet plan. Idolerne viste vejen: “Beatlesjakker”, “Stonesstøvler”, og hårmoden: Det langhårede look var på vej frem, men det var kun de færreste der fik lov til at være langhårede af forældrene. At være langhåret var synonymt med personlig frihed, og det var hårdt at skilte med i et jantelovssamfund. Der var dog en lille gruppe af langhårede unge i storAalborg. De blev jagtet af rockerne, og nogle gange tvangsklippet på åben gade. I Nørre Uttrup arbejdede de langhårede på Røgilds lervarefabrik - stort set den eneste virksomhed der gav arbejde til langhårede. Men det var hårdt knokkelarbejde til laveste løn. Når der var middagspause kunne forargede Nørre Uttrup borgerne se de langhårede sidde foran fabrikken. De langhårede var udsat for grov diskrimination og forfølgelse. De var flippere i jantelovens sump.

Os der ikke var flippere, men blev fastholdt som pæne skolebørn måtte imitere idolerne på anden vis. I 1966 købte jeg en elektrisk guitar, som desværre ikke var blandt de bedste. Det var en japansk “Teisco” til godt 400 kr. Jeg kunne sætte guitaren til den gamle Arena-radio hjemme på reolen, og få en ganske pæn forvrænget lyd ud af radiohøjtaleren, når jeg skruede helt op. Det eksperimenterede jeg meget med når jeg var alene hjemme. Jeg lærte mig et par simple greb: A og E, og med denne kombination lykkedes det mig at spille “In the midnight our”- et gammelt soul-hit, der på det tidspunkt var populært med Rock-Nalle fra Odense. Jeg indspillede sangen på min Graetz-båndoptager, og jeg syntes selv det lød skide godt. Det var dog ikke min første “indspilning”. Allerede et par år forinden var jeg blevet tiltrukket af “pladestudiet” på rutebilstationen i Aalborg. “Pladestudiet” var en lille boks, af samme størrelse som en af disse fotoautomater hvor man kan sætte sig ind og blive fotograferet . I “pladestudiet” kunne man for 3 kr. indspille sin egen singleplade. Jeg var udstyret med Beatles-sangen “She loves You”, som jeg havde klippet ud af et dameblad. Jeg havde øvet mig godt i forvejen, og nu stod jeg der. Den røde lampe lyste. Nu, syng ! Pladen der kom ud af automaten, var af samme tynde vinyl, som de plader der nogle gange var indlagt i ungdomsbladet “Børge”. Hjemme hos Leo blev pladen afspillet. Der havde sneget sig et par store rødder ind til premieren, og de skreg af grin. Det lød virkelig ikke ret godt

Mange havde en drøm om at spille, om at komme i et orkester, og mange fik også anskaffet sig instrument m.m. Men det at spille sammen i et orkester, kræver ud over at man kan spille, også samarbejds- og organisationstalent, og disse discipliner kneb det lidt med i Nørre Uttrup. Det lykkedes dog Heine fra min klasse at etablere et orkester. Agnete var sangerinde, Rulle-Erik trommeslager og Niels` storebror og Heine selv spillede elguitar. Bandet optrådte hver mandag aften i kælderen hos Heine og repertoiret var bl.a. “Sleep little girl” , “Ulven Peter” og “Keep on running”. Det gippede i mig for at være med, men sådan blev det aldrig.

Jeg samlede på musik. Alt hvad jeg kunne få indspillet. Om eftermiddagen sad jeg og tappede de sidst nye hit fra radioen. Jeg købte også plader - singleplader. Jeg havde ikke råd til Lpèr, de kostede jo over 40 kr. En singleplade kostede en tièr, og det var hvad min økonomi kunne bære. I efterårsferien 1966 fik jeg arbejde på “Engholm” sammen med 3 andre. Vi skulle ta`kartofler op. Det var hårdt arbejde til 1,50 kr. i timen. Efter 2 dages slid havde jeg tjent til 2 singleplader: “Misses Brown you`ve got a lovely daughter” med Hermans Hermits og “ Eve of distruction” med Barry McCaire. 2 musikstykker der ganske godt, dengang som nu, afspejler modpolerne i min musikforståelse. Med tiden fik jeg en nogenlunde samling af singleplader. Senere byttede jeg pladerne væk for LP-optagelser. Søren var gået ud af 7. klasse, og tjente nu godt som malerlærling. Han havde råd til de eftertragtede LP-plader. Og en single i bytte for en LP-optagelse var jo fint nok for mig.