10. kapitel

En sommerdag sad jeg sammen med “Tave” på altanen uden for mit værelse, og hørte Rolling Stones fra min gamle Graetz-båndoptager, som jeg havde købt brugt for 600 kr. Hos en radioforhandler i Vesterbrogade.

“Tave” der egentlig hed Leif havde fået sit øgenavn af lærer Dahl . I den første sløjdtime havde Dahl udbrudt: - Jamen er det ikke Tave . Dahl havde årtier før haft Leif`s far Tage som elev. Og ligheden var åbenbart slående

Mens vi sidder og rocker til musikken kører en politibil op foran vores hus. 2 betjente kommer ind og forkynder en klage fra vores nabo Severin Christensen, over larmende musik. Larmen er nu ikke værre end at vi kan samtale uden at råbe, med politifolkene nede i haven. Politibetjentene beder os om at skrue lidt ned, for nabofredens skyld, trækker lidt på smilebåndet og går igen.

Denne og lignende episoder gjorde at mit naboskab med Severin Christensen blev lidt anspændt.

Severin var af den gamle skole. Han var født i 1892 på “Ellebæk” i Nørre Uttrup som søn af Nicolaj Christensen, og havde drevet landbrug og vognmandsforretning fra “Teglgården” på Hjørringvej. Teglgården var blevet eksprobieret til fordel for Nørre Uttrup nye kirke, og Severin og fru Erna var flyttet til det lille hus på Hjørringvej 22.

Det var en kendt sag at Severin var kommet til store penge efter salget af Teglgården. Han følte sig nu som en velhaver. Og han værnede om formuen og sin nye ejendom. Da Hjørringvej skulle udvides nægtede Severin at afgive sit jord - i hvert fald skulle det være til en anden pris, for han vidste nok hvad jord var værd. Kværulanteriet antog hysteriske former, og Severin afslørede sit inderste gniervæsen for både naboer og myndigheder. Men han var ene i kampen om højere jordpriser til parcellerne, og måtte til sidst, ufrivilligt, bøje sig for myndighedernes krav.

Nytårsaften var en ganske særlig begivenhed for den gamle Severin. Det er det jo også for andre, men ingen kunne hamle op med Severins gigantiske forbrug af fyrværkeri. Det var som om at al den indeklemte nøjsomhed og nærrigskab denne aften skulle udløses i et fandenivoldsk overforbrug. En ødselhed, som var naturstridig for den tidligere landmand, men som nu med penge på bogen og renters rente, kunne tillade sig at skeje ud.

Severins orgie varede henved en time. Her stod han udenfor sit hus med tændt cigar og fyrede store kanonslag, heksehyl og raketter af i en uafladelig strøm. Han morede sig med at kaste fyrværkeriet ind under bilerne der kørte forbi, og når han ramte plet grinede han selvtilfreds.

Det blev mere og mere oplagt, at vi måtte lave noget fis med Severin, og en dag udpønsede vi en plan.

Med fantasien som vejviser slog vi op i Gyldendals børneleksikon på side 86, og fandt navnet på et insekt: Ligustersværmer. På samme tid var der en udgravning i gang til det nye svømmebassin på Lerumbakken. Vi bryggede nu en historie sammen, og lidt senere ringede telefonen hos Severin Christensen.

- Hallo ! , ja, Hallo . , det er Severin Christensen !

- Ja, Hallo ., det er fra Statens skadedyrsbekæmpelse. Vi vil gerne informere dem om en grundvandssænkning i forbindelse med udgravningen til den nye svømmehal.

-Ja , Javel øh .

- I forbindelse med grundvandssænkningen kan der forekomme sværme af Ligustersværmere som kan angribe frugttræer. Sig mig Hr. Christensen, har de nogle frugttræer der bærer frugt ?

- Jaow, jæ har frugttræer.

- De kan undgå angreb fra Ligustersværmerne, ved at pensle frugterne og de nye skud med en let saltvandsopløsning .

- Jo, Javel .

- Det er ganske enkelt Hr. Christensen. De kan også kontrollere om der er kegleformede ligusterkuber under træerne. De udklækkes jo i denne tid. De er rødgullige bløde .

- Sagde de pensle , eller hva` ?

- Ja bare en let opløsning i en spand vand, og de må gerne spule efter ! - Tak fordi vi måtte informere dem Hr. Christensen. farvel .

Kort efter ser vi fra mit værelse Severin begive sig ud i sin have for at inspicere sit æbletræ. Han medbringer en spand vand. Måske har han glemt det gode råd om at pensle frugterne med saltvand. Han kaster blot vandet på træet og senere spuler han alle frugterne med haveslangen.

Dagen efter kunne Severin finde 5 små Ligusterkuber, sirligt placeret ved æbletræets stamme. “Ligusterkuberne”, som vi havde købt i slikbutikken for 5 øre pr. stk., udgjorde foruden en 25-øre til telefonen de eneste udgiftsposter til projekt “Ligustersværmer”. Det var i sandhed et billigt grin - og måske også lidt for højrøstet. For Severin skulede lidt mistænkeligt efter os over hækken, som om han havde lugtet lunten.

På den parkeringsplads som udgør Nørre Uttrup torv, lå der før motorvejstilkørslen blev anlagt - en tidligere bankbygning, hvori blev etableret den første ungdomsklub i Nørre Uttrup. Ungdomsklubber, som socialt tilbud, var en del af tidens nye tiltag på ungdomsområdet. Man havde indset, at aftenskoler og idrætsklubber kun dækkede en del af unge menneskers behov, og man ville gerne forebygge den kriminalitet , vold og ballade der udsprang af gadens miljø. Nørre Uttrup ungdomsklub blev det længe savnede mødested for byens unge, desværre måtte klubben, da huset blev revet ned, skifte de fysiske rammer til skolens spisesal, hvilket jo ikke var helt det samme. Skolen var ikke vores fristed, og den ihærdige lærer Niemann, gårdvagt, bibliotekar og svedertimebestyrer - optrådte her i en ny rolle, som klubleder.

Lindholm bio var vores kulturelle drømmefabrik og fristed. Søndagsforestillingerne i Lindholm bio var et tilløbsstykke. Særligt de sorthvide Zorro film, der blev vist som følgeton over flere søndage, var et hit. Der var altid fuldt hus, og fattigrøvene kunne også være med. I Lindholm solgte de ståpladser for 1½ krone. En biograftur til Lindholm, startede allerede ved 13-tiden. Jeg husker engang , hvor jeg var med Snille og Bette Hur i biffen. Bette Hur, ejede ikke Brylcreme, Glip ( ligesom manden i centrum), eller Brillantine for den sags skyld, men ville gerne shine sig lidt op til bif-turen. Han tog lidt shampoo i håret, og lavede den flotteste Elvisfrisure med anderumpe bagtil. Desværre småregnede det lidt den eftermiddag, så før vi nåede Lindholm bio skummede det kraftigt fra Bette Hurs frisure .

Ved at rive et lille hul i billetten - folde den på midten, vippe hver halvdel ud og placere konstruktionen imellem pege- og langefingeren, og så ellers trutte - som var det en fløjte eller trumpet - så er man i stand til at frembringe høje pift, Når 300 børn gør det samtidig med at de stamper i gulvet og klapper i stolesæderne, så er vi derhenne i forløbet, hvor tæppet går til side for forfilm og reklamer. Forfilmene , som oftest brudstykker fra “Forbudt for børn film” nærer stærke skjulte drifter, mens reklamefilmene med glade husmødre der gør rent som en hvid tornado, og selvsikre piberygende mænd i magelige lænestole, fastnagler os i et kønsrollemønster, som end ikke senere tiders rødstrømpebevægelser og kvindekampe har kunnet rokke sønderligt ved. Der er ingen oprør i Lindholm bio. Her æder vi det hele råt. Vi ved det ikke, men kors hvor bliver vi manipuleret og opdraget. I Cowboyfilmene hylder vi den hvide mands imperialistiske fremfærd og i agentfilmene podes vi med den kolde krigs fjendebilleder.

August 1965. Vi startede på vort 8. skoleår. Vi var nu delt i en drenge- og en pigeklasse. En del havde forladt skolen efter 7. og de særligt begavede udgjorde sammen med udvalgte børn fra Bout- og Vodskov skole, 1. Realklasse. Mange havde ønsket at komme i realen, men havde fået prædikatet - Ikke egnet. Vi vidste godt at det var løgn. Antallet af pladser i realklassen var forudbestemt, ligesom de to 8.klasser nøje var afstemt efter samfundets og arbejdsmarkedets behov. Pigerne lærte håndgerning og drengene metalsløjd, og alt var så forudsigeligt veltilrettelagt.

Efter “A hard days night”, sang The Beatles nu “Help” og “Ticket to ride”. Det var opbrydningstid, og der kom nye lærere, med nye tanker til Nørre Uttrup skole. Der var et oprør på vej.

Den nye engelsklærer i drengeklassen hed Verner Hansen. Det var ham der brød den sorte skoles principper på Nørre Uttrup skole. Hvor vi før kun kendte til diktatorisk envejsundervisning, indførte Verner Hansen nu dialogen som metode.

Vi mærkede det i den første engelsktime i 8. Klasse. Verner greb tingene an på en ny måde. Vi skulle hver især præsentere os på engelsk, og Verner spurgte os på engelsk, hvad vi ville være. Alle kom til orde, og blev hjulpet på vej. Verner Hansen henvendte sig til hver enkelt, med direkte spørgsmål og øjenkontakt. Han krævede at alle deltog, også dem der traditionelt var gemt og glemt i lærerens blinde synsfelt. Denne uventede ansvarsbyrde, positive forventning og ligestilling skabte en ukendt spænding i klassen. Der blev rokket ved hierarkiet og rollefordelingen.

Alt forløb planmæssigt, som et iscenesat undervisningsforløb, indtil Bette Ole skulle svare. Hans svar kom helt bag på Verner Hansen, og da ordene først var sagt brød latteren ud: - I like to be a Mårler because I like to Mårl . Verner Hansen kunne ikke tackle situationen. Havde han grinet med, havde situationen sikkert udviklet sig anderledes. Men han blev bange og usikker, og kunne bestemt ikke se det morsomme.

Nu udviklede Bette Ole`s harmløse joke sig i stedet til kaos og ukontrolleret ballade. Verner Hansen stod oppe ved tavlen og svingede med engelskbogen. Han råbte: - Jamen vil i da ikke samarbejde - Vil i da ikke samarbejde ? Efter denne dag hed Verner Hansen ikke andet end “Samarbejde”. Hans bedste intention var nu blevet hans øgenavn.

På en skole som Nørre Uttrup skole, hvor børnene i den grad var underkuede, og hvor lærerne var ophøjede autoriteter, kom Verner Hansen hurtigt til kort. Ikke på grund af hans demokratiske tanker om undervisning og pædagogik, men simpelthen fordi han ikke kunne være autoritær. Når Verner Hansen hidsede sig op og skulle sætte sig i respekt, virkede det bare ikke.

Vi faldt vel over ham fordi han viste svaghed. Alle gamle balladetricks blev prøvet af i “Samarbejdes” timer, og hvor vi forventede straf, prøvede Verner til stadighed at appellere til fornuften , at få os til at samarbejde. -Jeg appellerer til din sunde fornuft- . Denne Verner-frase blev en stående vittighed - en talemåde i Nørre Uttrup.

Ingen lærer havde før appelleret til en elev, eller opfordret til dialog på Nørre Uttrup skole. Hvordan kunne vi have tillid til at Verner Hansen kunne ændre den gamle orden, og hvad ville det kræve af os. Og hvordan skulle vi forstå ordet samarbejde, os der altid var blevet dikteret og formanet .

Det siges at en god lærer skal kunne sætte sig i respekt hos børnene. Men når respekten er funderet i frygt for ydmygelse og straf, er der jo ikke tale om et ligeværdigt forhold. Skal en elev være bange for sin lærer ? Er frygten katalysator for motivationen ?

Verner Hansens undervisning tog udgangspunkt i ligeværdighed og respekt for det enkelte individ. Herudaf voksede dialogen og motivationen for indlæring, Verner Hansen var forud for sin tid, i hvert fald i Nørre Uttrup, hvor lærerstaben i mange år fremover fastholdt den sorte skoles pædagogik. Verner Hansen var lærer på Nørre Uttrup skole frem til 1969. Det siges at han rejste , fordi nerverne slog klik.