I AALBORG TALER VI DA SYDVENDELBOMÅL

I Aalborg taler vi da sydvendelbomål - ihvertfald gjorde vi det til et godt stykke op i forrige århundrede. Mere præcist talte vi sydvendelbomålet i Nørresundby og Sundby-Hvorup, altså i den nordlige udkant af Storaalborg.
Lars Ringsholt, Produkthandlerens søn fra Nørresundby , født i 1892, udgav i 1921 på Galsters forlag i Thisted: “Nordenfjords fra” med undertitlen “Digte og viser”  “. I 8 digte, indføres læseren i det simple hverdagsliv blandt bønder der taler deres eget sprog og har deres eget værdisæt. Sproget er i.flg. forfatteren “Sydvendelbomålet” altså en egnsdialekt afledt af Vendelbomålet.
Mine egne bedsteforældre var ud af sådanne bondeslægter der i starten af forrige århundrede fulgte strømmen og tog del i den tiltagende industrialisering og bosatte sig i Nørresundbys forstæder Nørre Uttrup og Lindholm. Ved denne omstilling fra bonde- til industrisamfund, blev det oprindelige sprog fortrængt. Det var vel ikke velanset at “snakke bondsk”. Bønderne blev set ned på af almenheden, som uoplyste fattige folk, og således blev sproget mere og mere tillempet rigsdansk. Ingen turde vel  tale sit modersmål - sin dialekt, i et arbejdssjak i storbyen. Hele bevægelsen omkring Grundtvig og Kold, handlede jo også om at uddanne landbefolkningen - at skabe et oplyst samfund med et oplyst folk. 
Da jeg voksede op i 50èrne og 60èrne hørte jeg af og til sproglige vendinger som stammede fra mit “bondske” ophav. Jeg husker hvordan gamle onkler og tanter der boede på landet havde en vis sprogrytme og flere ord og talemåder i deres sprog som stammede fra det oprindelige sprog, men også de, der selv boede på landet talte altså nu et tillempet rigsdansk. 
I digtet “Lowtbrow Bæk” beskriver Lars Ringsholt en lokalitet i et fjordnært miljø. Vi kender i dag Loftbrovej. Det er her Kvickly og Dynelarsens butikker ligger ved motorvejen. Før motorvejen og tilbage til Lars Ringsholts drengeår løb her Loftbro bæk, fra udspringet på Vestbjerg Enge til udløbet i limfjorden ved det daværende Loftbro teglværk. Digtet er en voksen mands erindringer om sine drengeår ved bækken, med fisketure i et eng- og fjordlandskab med farverige, nærværende og levende personer. Netop digtet “Lowtbrow bæk” stedfæster sprog og kultur. Fra Lowtbrow Bæk kunne man se solnedgangen ved Hvorup kirke.
Det er kærligheden til naturen og folket der levede i harmoni der med, der optager Lars Ringsholt.
Det var et gulnet avisudklip med digtet “A ka Aalle glem” fra 1925, i min fars efterladte papier, der satte mig på sporet af denne lokale digter og forfatter. Da jeg først læste digtet der udspiller sig ved sygekassefesten i Bouet - lokale sygekassefester var ret almindelige på landet, før sygeloven blev vedtaget i 1932 - forstod jeg ikke alle ord og vendinger. Hvad betød f.eks.: “ Vil mæj intj set Skejj ha røwven, ma mæj waar sæ og wæ løwvend “  Ordspillet er sløjfen på en historie om forsmået kærlighed, hvor den forsmåede bejler sidder tilbage og tænker over situationen.
Jeg har grublet over dette i årevis, og forleden forstod jeg pludselig hvad der stod. “ Vil man ikke have revet sit skæg - må man vare sig og løbe sin vej - eller “ Vil du undgå et par på frakken - må du hellere ta benene på nakken. Jo, der har været øretæver i luften til den sygekassefest hvor der også blev danset “ så flisen fløw”
Alle Lars Ringsholts digte på sydvendelbomål emmer af den slags ordspil, der giver et billede af livet i de små samfund på landet i en ikke så fjern fortid.