En dag sad jeg på terrassen ved Hotel Buktu i Timbuktu i Mali , og så ud over det vidtstrakte ørkenlandskab der afgrænsedes af Mauritanien mod Øst, Algeriet i Nord og Niger i Vest. Ved min fod knælede der en tigger som havde slængt sine krykker ved siden af sig og nu klamrende til stolebenet på den stol hvor jeg sad, udstødte sine dybeste bønner op imod mit spejdende og ignorerende ansigt:
- ” Papa – Papa ”
Jeg vidste at krøblingens professionelle bagmand stod lidt herfra og ventede på udbyttet af tiggeriet. Jeg havde jo tidligere på dagen bemærket dette samarbejde, og også set krøblingens adrætte færdigheder når han var ude af fokusfeltet
Hele dagen var jeg blevet plaget af folk som ham her og sælgere der ville sælge tingel-tangel af tvivlsom kvalitet. – ” Only 100 Euro Sir – very very cheep” –
og - “ Please buy - My baby and My Family needs Food “
Jeg overvejede at gå op og lægge mig i min seng i mit rum på Hotel Buktu, men kun det faktum at mit rum var en lidet indbydende celle uden dagslys og hvor møblementet begrænsede sig til en hård briks og hvor en horde af tiggere og souvenirsælgere ventede som grådige ørkengribbe ved trappen, gjorde at jeg blev siddende her ved bordet, hvor jeg trods alt havde en pragtfuld udsigt til Sahara og hvor jeg kunne lade mine tanker svæve ud som ørkenfuglen i det fri.
– ” Ole, bare ignorer dem” sagde min rejsekammerat Lena, som også sad ved bordet og var i færd med at skrive 10 postkort hjem til familie og venner i Danmark.
Som jeg sad der og havde nok at gøre med at holde platuglerne stangen kom Muhammed ind i billedet. Han talte til mig:
– ” Ca Ca Ca Caaa ” stammede han og jeg forløste ham med løseordet:
” C A M E L ” - .
– ” Yes Camel ” stønnede Muhammed, tydeligt lettet, og fortsatte:
– ” Fa Fa Fa Five ” Igen kom jeg ham til undsætning. Jeg holdte ham i hånden og sagde: ” Five Thousand ” .
– ” Yes Fa - Fa - Five Thousand” svarede Muhammed bekræftende. Jeg forstod at han havde et talehandicap, og jeg tænkte vel at jeg kunne hjælpe ham med dette problem.
Lidt senere trak Muhammed mig af sted på sin Kamel – ud over den første sandbanke, til Sundown-Te på tæppet foran sin ydmyge basthytte, hvor konen gik og syslede med sine husmoderpligter. Over sin mobiltelefon kaldte Muhammed nu Akmed til – endnu en mand på kamel. Da han kom til og slog sig ned i vores teselskab aftalte vi , ved at tegne i sandet, betingelserne for en one-way kamelkaravane til musikfestivalen i Essikane, hvortil jeg havde indgangstegn og hvortil jeg ellers havde planlagt at skulle rejse med min gruppe i 4-hjuls trukne biler. Muhammed og Akmed ville eskortere mig på kamel til festivalen.
2 dagsrejser og en overnatning i ørkenen. Aftalen kom på plads om aftenen, efter at jeg havde forelagt planen for min rejseleder Moussa Diallo, og fået dennes accept. Prisen for turen blev aftalt til 75.000 Cefa-frank svarende til små 1000 kr.
Næste morgen tog jeg afsked med min gruppe ved terrassen på Hotel Bukto, på kanten af Saharas ørken. Her så de mig som en silhouette der tonede ud og forsvandt ude I det store intet på kamel sammen med 2 ubekendte tuareger ved navn Muhammed og Akmed.
Hos Muhammeds mor blev kamelerne endeligt lastet til karavanen. Jeg afklædte mig mine vesterlandske klædningsstykker og blev nu iklædt Grøn Burba med gule broderier og indigofarvet turban, som jeg måtte prutte om og købe på stedet - og snart var vi på vej mod Essikane – udrustet og påklædt som tuareger havde været udrustet og påklædt i årtusinder når de drog på ørkenkaravane.
Kamelen jeg red på var den største af de 3 kameler, og efter at have været lidt urolig i starten fandt kamelen nu sin gangrytme, lige som at jeg fandt mig tilrette i sadlen og med fødderne på kryds på kamelens hals, faldt ind i en fælles rytme. Jo vi svingede godt sammen og Muhammed kom med opmuntrende tilråb:
– ” Good – Good ” ?
- “ Yes Good ” svarede jeg og sådan var vores kommunikation begrænset og positivt afstemt, da vi red ind i det store golde og myteomspundne ørkenlandskab.
Efter 3 timers ridt gjorde vi holdt ved nogle buske og et forpjusket træ, hvor vi kunne finde en lille skyggefuld plet i den ellers så stegende middagssol. Kamelerne blev befriet for deres oppakning og Muhammed gravede med sine hænder et lille hul i sandet, hvor han tændte bål af nogle afbrækkede grene. En sort jernbryde med en slat vand, en rigelig stor skvat olie og nogle håndfulde ris blev sat i kog. Akmed kontruerede nu en lille vippe/holdeanordning for gryden, således at der kunne komme luft imellem grydens bund og ilden fra hullet. Snart var der middagsmad.
- “ Very Very Good - Eat Chief , Eat, Eat “ –
sagde Muhammed opmuntrende til mig.
Den færdige ret var garneret med sorte aflejringsflager fra den sorte gryde. Dette gav en slags crunch-fornemmelse til risretten, som jeg nu spiste en pæn portion af. Jeg fik udleveret den eneste ske vi havde. Mine Tuareg-rejsekammerater spiste som deres tradition byder dem - med hånden.
Jeg fik nu mulighed for at lægge mig lidt i skyggen og få et lille tiltrængt hvil. Imens klargjorde tuaregerne kamelerne til næste etape, og satte vand over til te.
Te er en livsnødvendighed for tuaregerne. Teen består af grøn te, mynte og masser af sukker. Ved at omhælde teen med højt hævet tekande og hård testråle blever teen tyk og meget kompakt flydende. Første mix der serveres er bitter-sød. Denne te er til døden. Det næste mix der serveres er mere sød end det første og er til livet. Det tredje og sidste mix der hører sig til er til kærligheden.
Jeg spurgte ved denne lejlighed Muhammed om deres forbrug af vand - og så vidt jeg forstod , så er teen det eneste væske de indtager.
Vi bevægede os nu i et absolut øde landskab. Hist og her så jeg skeletter af døde dyr og ind imellem skimtede jeg også en enkelt basthytte eller et telt, hvor der muligvis boede mennesker. Jeg var nu fortrolig med at ride kamelen. Når det gik opad lænede jeg mig fremad i sadlen. Når det gik nedad lænede jeg mig tilbage. Ellers pressede jeg mine bare fødder mod kamelens hals og følte en dejlig samhørighed med dyret. Nogle gange prøvede jeg at læne mig tilbage i sadlen for at gøre mig det lidt behageligt, men en sådan bevægelse reagerede kamelen på ved at dreje hovedet lidt bagud, som om den sagde - “ Så så Chief ikke sidde og læne sig tilbage i utide“ .
Vi fulgte solens gang på himlen og så hvorledes skyggerne og farvespillet skiftede ved solnedgangen. Et betagende forunderligt syn og en henførende stemning så underfuld smuk. Efter solnedgang blev det hurtigt mørkt og inden at mørket omsluttede os totalt, slog vi os ned på en lille plet i nærheden af et tuaregtelt, hvorfra der dukkede en mand op og bød os velkommen. Igen blev der tændt bål og manden der boede her kom og serverede en Tuareg-specialitet: Ris med nogle grå strimler i. Det smagte lidt som roguefour-ost, men hvad det egentlig var at retten bestod af kunne jeg ikke få at vide da jeg ikke talte eller forstod deres sprog.
Jeg havde min sovepose med, min søn Siverts Avisomdelerjakke, samt et sæt fleece undertøj. Jeg iklædte mig nu dette nattøj og lå mig til at sove på den bastmåtte som de havde givet mig som soveunderlag. Vi lå med hovederne sammen ind mod bålet som langsomt brændte ud. Oppe på himlen stod stjernerne så klart som jeg ingensinde havde set . Tryg ved mine rejsekammerater og med en hengivenhed for den storslåede natur og Moder jord faldt jeg snart i søvn.
Om natten hørte jeg at der var uro blandt kamelerne.
Jeg vågnede tidligt og overværede da Akmed og Muhammed tændte bål op og fremsagde deres morgenbønner til Allah. Jeg så også hvor diskret de klarede deres morgentoilette, ved at sætte sig på hug iført Burka.
Jeg blev budt på “Dessert-Coffee” bestående af en halv liter kogt vand tilsat rigeligt med mælkepulver, sukker og et enkelt brev Nescafe. Tuaregerne hostede, harkede og spyttede før de drak af kaffen, mens jeg holdte min “etikette” , og høfligt smagte på den tynde mælkekaffe i den fælles kaffekasserolle.
Det gik nu op for os at kamelerne var løbet bort. Muhammed begav sig ud for at lede efter dem og var borte i lang tid. Da han kom tilbage var det sammen med 2 af kamelerne. Akmeds kamel manglede stadig - og Akmed så meget bekymret ud da denne kendsgerning blev ham forkyndt. Han løb nu ud i ørkenen for at finde sin kamel, mens Muhammed og jeg blev tilbage. Efter den kolde nat i ørkenen følte jeg mig syg og dårlig tilpas, og jeg lå mig ned i Tuaregteltet, som manden og hans kone havde forladt for dagens dont. Jeg lå lidt her blandt snesevis af irriterende ørkenskarabæer og blundede lidt. Da jeg vågnede så jeg at Muhammed var borte og havde efterladt den ene kamel hos mig. I den time eller halvanden der nu gik inden at jeg så Muhammed og Ahmed igen med kamelerne, gik der nogle skræmmende tanker igennem mit hovede. Var jeg efterladt i denne ørken ? Ville jeg blive overfaldet af ørkenbanditter ? Hvad kunne der være sket med Muhammed og Ahmed ? Hvordan kunne jeg tillade mig at begive mig ud i et sådant eksperiment når jeg havde en familie der holdte af mig og havde brug for mig ?
Men Ahmed og Muhammed dukkede op og med 5 timers forsinkelse kom vi videre på vores ridt mod Essakane.
Vi red nu i middagsheden, og min tilstand var ikke for god. Jeg havde skiftevis svede- og fryseanfald og en tiltagende hovedpine. Når Muhammed nu spurgte mig - “ Good “ ? svarede jeg - “No Good”- men det kunne ikke ændre kamelkaravanens fortsatte kurs. På et tidspunkt kunne jeg bare ikke mere og bad om at komme af kamelen. Vi måtte nu gøre holdt midt i den stegende varme sol på et sted hvor der var fyldt med Kram-kram buske.
Kram-Kram er nogle små tørre ørkenvækster med pigge som kan bore sig ind i huden og som hænger ved alt.
Det svimler for mig da jeg kommer ned fra kamelen og jeg ligger mig ned på en sivmåtte, der allerede er fyldt med Kram-Krammer. Kamelerne bliver aflæsset og Muhammed koger ris. Lidt efter er han der med risskålen - “ Eat Chief - Good to Eat” Jeg spiser modvilligt den klæge rismasse, drikker rigeligt med vand og får det også lidt bedre. Snart er vi på vej igen. Vi er meget forsinket i vores plan, men tuaregerne mener at vi har en chance for at nå Essakane inden det bliver mørkt.
Landskabet ændrer sig nu. Til højre og lige frem rager nogle bjerge op, og ved siden af vores rute løber der et spor hvor et par biler kører forbi med vinkende folk på vej til festival. Vi møder også en tuareg med en kamelflok på vej mod Timbuktu. Landskabet bliver mere og mere ørkenagtigt med hvidt sand. Vi oplever solnedgangen og kort efter må vi gøre holdt og slå lejr for natten.
Da jeg kommer af kamelen overrumbles jeg af tynd mave. Jeg begraver efterfølgende mine undserbukser i sandet og er parat til at krybe i soveposen med det samme. Muhammeds mobiltelefon virker ikke mere og ingen I denne verden ved hvor vi er. Jeg har min mobiltelefon med – men den virker ikke her I Mali, men vi bytter sim-kort således at Muhammed nu kan ringe og få kontakt til Moussa og sin egen familie. Muhammed er kun opsat af en ting – at få kontakt med sin mor , og da det endeligt lykkedes forstår jeg på Muhammed at Mor har været meget bekymret og har grædt sine salte tårer over sin dreng. Jeg forstår på Muhammed at Mor vil formidle videre til Moussa at vi er på vej, således at mit kamelridt I ørkenen ikke vækker unødvendig bekymring I rejsegruppen.
Jeg beder om et underlag - et tæppe at sove på, så jeg kan forebygge den lungebetændelse som ellers er godt på vej til at bryde ud. Jeg spiser ingen aftensmad men sover ind mens Akmed og Muhammed endnu sidder ved bålet.
Næste morgen drikker vi ørkenkaffe og spiser en tør brødskorpe. Kamelerne bliver læsset og vi begiver os ud på det sidste stykke vej til Essakane. Jeg har drukket 4 flasker vand på turen og tror at jeg har 2 flasker vand tilbage. Men sådan er det ikke. De har kun medbragt de 4 flasker på turen, så jeg kan ikke få vand før vi når til festivalen.
Efter ca. 1 1/2 time er vi fremme i Essakane. Da vi går ind i lejren trækker Muhammed og Akmed kamelerne med mig siddende i sadlen som en anden Lawrence of Arabia. En ubeskrivelig følelse – En ubeskrivelig lettelse !
Nogle Festivaldeltagere flokkes nu omkring kamelerne og Ahmed og Muhammed griber chancen og sælger et par kamelture, hvor de trækker en festivaldeltager en lille tur på kamelen. Imens tager jeg plads ved en morgenmadsservering og venter her til nogle af mine rejsekammerater fra gruppen dukker op.
Jeg er så udmattet at jeg sover det meste af det næste døgn og således går jeg glip af selve musikfestivalen. Inden at jeg lægger mig modtages jeg hjerteligt af rejsekammeraterne og Moussa samt en Videofotograf der er kommet for at lave deloptagelser af Moussa til en dokumentarfilm om Moussa. Hvis du en dag ser denne film og der dukker et klip op med en mand med blå skæg - så er det sikkert mig med skæget misfarvet af min indigofarvede turban der giver et førstehåndsindtryk fra et kamelridt fra Timbuktu til Essakane.
