Dette er den gamle Aalborg-dreng, Ole Berthelsens, 21. album i den række, der startedes helt tilbage i 1979 med ”Altid Vågen Om Natten”. I alt har han hermed indspillet ca. 250 sange, alle inspireret af egne oplevelser og erfaringer. Stik den! Unægtelig et imponerende livsværk, et 40-årsjubilæum fyldt med sjove, personlige, præcise, overvejende lokale og eftertænksomme iagttagelser.

Som sangeren, tekstforfatteren og komponisten selv siger om dette nyeste skud på stammen, Hvalvær: Her er sange om verdens tilstand, hvor lokale folk, omgærdet af fake news, blændende skønhed, og lurende farer klarer sig igennem dagen og vejen.

Hvalvær har en vemodig grundtone, for her brydes den ældre, erfarne mands glæde ved det svundne livs minder med det levede livs små undere. Undere, som man måske værdsætter særligt, når fremtiden er kortere end fortiden. For resten, Hvalvær? Hval…. – hvad for noget? Jo, hvalvær er en lokal norsk betegnelse for vejrliget, når fjorden er blank, og hvalerne kan spottes under overfladen. Fire af sangene på albummet har afsæt i et nyligt ophold på en norsk fyrtårn-sø nord for Polarcirklen, så det forklarer hvalerne.

Det norske blandes op med det lokale nordjyske, så man kan indvende, at pladen er lidt spredt fægtning. Umiddelbart kunne jeg bedre lide, når OB samlede sig om et tema, som tilfældet var med Østbydreng fra 2012. De fleste melodier på Hvalvær har ikke ørehængerpræg, for de garnerer de ordrige, fortællende tekster. Ordene er så absolut i centrum, og dog er der kønne melodier at finde. Det gælder især det andet nummer, ”Sjæleven”, en dejlig sommer- og kærlighedssang, og det gælder titelnummeret, ”Hvalvær”, der handler om at nyde nuet, stilheden og den fantastiske norske natur.

Den musikalske genre, som Ole Berthelsen bevæger sig i, må kaldes lyrisk, dansksproget, fortællende folk-rock. Ind i mellem er der efter min smag tendens til lidt for meget rytmeboks eller snarere forudsigeligt janitsharspil, hvilket leder tanken lidt hen på Dansktoppen eller suppe-steg-og-is. Banale, lidt søgte rim findes også på pladen.
Her er et eksempel: Med snesjap, blar og ælt/ og træer, der er vælt (”Der Kommer En Dag I Morgen”). Sangen ”Speciel”, om den uanbringelige outsider, virker lidt for meget som genbrug fra tidligere albums. Men der er bestemt også det modsatte, det uventede og pudsige, som når det konstateres, at solen står op ”lidt til venstre for i går” (”Sjæleven”). Eller denne sentens: ”Jeg lader hjertet hvile i sit hjerteslag, og sindet smile i sit sindelag” (”Hvalvær”). Det er Ole Berthelsens slogan for pladen, og det både rimer og passer fint på den gennemgående stemning.

Pladen indeholder i det hele taget mange fine iagttagelser fra lokalsamfundet. Iagttagelser, der ikke puster sig op til at være store filosofiske teorier eller skarpe, politiske kommentarer. Her er det fint nok at iagttage grågåseparret, der forstyrres af den påtrængende historiefortæller, eller mindreværdskomplekset der næres af fordybelse i alle de små problemer, der tårner sig op i hverdagen (Selfieforlænger)

Blandt de norsk-inspirerede numre findes også den gribende historie om tyskeren, der under Anden Verdenskrig blev henrettet i Tromsø, fordi han deserterede og bare ikke kunne holde til mere vanvid. Et vigtigt emne, for fjender er ikke bare fjender. For egen regning vil jeg tilføje, at læsning af ”Det Ensomme Hjerte” af Tom Buk-Swienty kan anbefales, hvis man vil dykke dybere ned i temaet.

Musikerne er gamle kendinge på Berthelsens plader, og de gør det godt. Flemming Ostermann spiller strenge- og tangentinstrumenter og synger kor, mens hans faste makker fra Billy Cross Band, Henrik Askou, står for trommer og percussion.

 

Allan E. Petersen / Rootszone.dk / d. 27/9 2018

 

 

Capac anbefaler: Ole Berthelsen – Hvalvær

24. september 2018

Vi skal endnu længere nordpå med Ole Berthelsen og hans nye plade Hvalvær. Ja, faktisk skal vi med fire af pladens sange helt op til polarcirklen, til den lille flække Svolvær, der nævnes i titelsangen.

Jeg lader hjertet hvile

i sit hjerteslag

og sindet smile

I sit sindelag

jeg har kastet anker

her hvor jeg bor

nær ved fjæld

og  li og fjord

 

Det er her jeg lever

her jeg er

en morgen på jorden ved Svolvær

en morgen på fjorden med hvalvær

…

Jo hjertet banker i og for det nordjyske og nordlige i det hele taget. Og sangene tager da også deres udspring i det liv, der udfolder sig mod nord. Men det vil også på flere måder sige et liv, som hvilket som helst andet i dette land. Et liv, hvor den lokale forankring er vigtig og vægtig, men hvor livet også -som alle andre steder – udsættes for lidt af hvert. Fx den ustoppelige nyheds- og informationsstrøm, der præger vores såkaldt globale tid:

Tikker ind på mobilen

kalder vagt i gevær

der sad en terrorist i bilen.

der sprang i luften igår

 

Du som ved om det hele

I dit stålsatte udsigtstårn

frit udsyn og tele

breaking news radiobåren

(Alenemand)

I det hele taget kan man godt – i hvert fald med lidt god vilje – læse en diskret konflikt mellem den solide, gode jordbundethed i det lokale og den “store verden” derude, som hele tiden banker på og trænger sig på, fx gennem medierne eller – som i sangen “Selfieforlænger” i form af moderne teknologi:

Tror jeg trænger

til en selfieforlænger

for at brede perspektivet ud

går ikke længer`

at jeg går og fortrænger

jeg må lukke mig op og se at folde mig ud

Nej nej  jeg gi`r op

overfor det close-up

der bare vil

stille mig ud

og hænge mig til tør`

og det der er vær

Og på denne vis kommer Ole Berthelsens plade til på fineste vis at udstille vores allesammens udsathed i den tid, vi lever i nu, hvor det lokale med dets historie, kultur, sprog og så videre er truet og presset af den såkaldte ‘globale udvikling’, der udgør en konstant trussel om udjævning og homogenisering af enhver lokal egenart.

Sangene fremføres af Ole Berthelsen selv med hans gode, klare mandsstemme , der bliver backet op af Flemming Ostermann (guitar, tangenter m.m.) og Henrik Askou (trommer og slagtøj). Stilen kan forsøgsvis karakteriseres som folk-rock.

Hvalvær består af tolv sange, der alle har noget på hjerte som kommentarer om en verden, hvor det trygge og kendte, det lokale og særegne, er udsat og sat i bevægelse i en verden i bevægelse:

Månen over Kabul

har meget mere at fortæl

månen over Svanfolk

går ind i sig selv

 

Tvivlrådige tider

se verden langsomt skrider

og vakler på sine tynde ben

hvem kaster den første sten

 

Er det pigen med trillebøren

er det langturschaufføren

eller en af de festklædte gæster

blandt de hippe dollarturister

 

 

Her er fortrøstningsfuld stille

kun en køters fjerne glammen

og nattergalens klare trille

over andedammen

 

Og hjerterne der slår

slår så rolige slag

tiden der går

mod den nye dag

Hvalvær skal anbefales af ovenstående grunde, men også fordi den musikalsk apellerer til enhver, der kan lide en god pop- og rocksang med noget på hjerte og melodier til øret. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Hvalvær. Produceret af Flemming Ostermann. Gurre Records. Er udkommet.

Ole Berthelsen: Hvalvær ★★★☆☆☆

By
 Ken Thomsen
  
0
46
 views
Share on Facebook
 
Tweet on Twitter
  
Sanger og sangskriver Ole Berthelsen er klar med album nummer 21 (!), hvor han tackler stort og småt i den moderne verden, set fra et modent perspektiv. Berthelsen har erfaringen og roen på sin side, men indpakningen bliver lige lovlig fesen over 12 numre.

Ole Berthelsen debuterede helt tilbage i 1979 med albummet Altid Vågen om Natten, samme år, som i øvrigt er mit fødselsår, optrådte han ligeledes på Roskilde Festival. I årene siden har han så udsendt yderligere 20 udgivelser inklusive Hvalvær og en erindringsbog, Nørre Uttrup I Mit Bakspejl.

Det, og en dåbsattest der siger 1951, samme år som min far, bare lige for at sætte tingene i yderligere perspektiv, signalerer, at vi har med en herre at gøre, der må have rutinen, erfaringen og livsklogskaben på sin side. Det indikerer Berthelsens fine dansksprogede tekster da også, sådan helt overordnet, selvom der er et par steder, hvor versefødderne er lige ved at snuble over hinanden. Berthelsen har også stadig noget at sige og på hjerte om den tid vi lever i, på sin egen diskrete måde, som det norske udtryk, hvalvær, også indikerer. Ordet er knyttet til når fjorden er blikstille og man kan skimte hvalerne under overfladen.

Nej, der hvor besværlighederne med dette album melder sig for undertegnede er ikke mindst længden. 12 numre føles som ret meget, også selvom den samlede spilletid kun er omkring 36 minutter. Og det er som sådan ikke fordi Berthelsen er dårligt selskab, men indpakningen og præsentationen af numrene er lige lovlig blød og altmodisch til min smag. Det grænser ganske enkelt til en lidt dansktop-klingende flad lyd i for lange stræk.

Et nummer som “Sjæleven” har egentlig en rar morgenstemning over sig, og kunne sagtens have været brugt som underlægning til Dus Med Dyrerne i 80’erne med sin vellydende akustiske guitar, men… det lyder også lidt bedaget af samme grund. “Fralandsvind” er i den mere trampefods-folk tempofyldte ende, men den kommer til at lyde lige lovlig tøffende og ender med, at føles noget tung i bagpartiet.

Så er der Berthelsens generelt “fortællende visesanger” vokal, som også kommer til, at virke en smule presset over et dusin numre. Den er ikke dårlig, men, det er som om toppen af registeret (naturligt) er røget som årene er gået, men sangene og hans sangstil ikke helt er tilpasset det endnu. Man kunne sagtens komme udenom det her ved, at ændre sin stil en smule, men her lyder det stedvist forceret og, ja, som om stemmen ikke helt kan følge med. Og jeg vil lige påpege, at en “slidt” eller “brugt” vokal bestemt kan være en stor oplevelse, så en kurskorrektion her kunne være spændende.

Lyrisk kommer vi en del omkring på pladen. Fra “Den Hemmelige Dal”, en frejdig, lille rejse/vandringssang mod en eller anden destination, hvor selve rejsen nok er pointen over “Historien om en tysker”, der handler om en tysker under anden verdenskrig til “Månen Over Kabul”, der vugger pladen til ro.

Skarpest og bedst synes jeg Berthelsen er i det fængende åbningsnummer “Alenemand”, der drives frem af pladens mest medrivende melodi og rummer det mest fængende omkvæd. Og så den mere laid back blues-rockende “Selfieforlænger” midt på pladen om en hovedperson med et mindreværdskompleks, der trænger til en, ja, selfieforlænger.

På den ene side, er der noget at komme efter hos Ole Berthelsen, på den der “her er en der har set og oplevet mere end mig og ved et eller andet” måde. På den anden side går der, undskyld, også lidt morfar i den over en hel plade – og da er vi muligvis ude i en smags og generationskløft hvad angår hvordan man synes en plade “skal” lyde.

Uden, at det skal lyde nedladende på nogen som helst måde, så ville jeg sige, at det her er en plade du uden problemer kan forære til dine forældre – og måske lige selv give den et smuglyt. Men jeg ville nok ikke selv sætte den på igen, dertil befinder vi os, trods alt, nok lidt for langt fra hinanden.

Af Ken Damgaard Thomsen