af Ove Nørhave Nordjyske Stiftstidende d. 16/6 2004
I en tid, da stadig mere nøje kalkuleret populærmusik handler om dig og mig i solskin og regn, skal man lige vænne sig til, at der ligger en holdning bag hver eneste sang af og med sangeren og
sangskriveren Ole Berthelsen fra Aalborg. Tydeligere end nogensinde på "Ludo Casino Mani" med undertitlen "Pre-Views fra afhængighedskulturens storhed og fald", der virkelig gør hvad den kan for
at nå hele vejen rundt. Fra Ludomani til politisk magtsyge, fra madfrådseri til snigende alkoholisme, fra computer-galskab til almindelig karriere-drevet stress.
Det var ikke til at holde ud - eller det ville i hvert fald ikke være til at skelne fra foredrag - hvis melodierne ikke fulgte med. Men det gør de på "Ludo Casino Mani", hvor Ole Berthelsen -
godt hjulpet af blandt andre produceren Ole Albrechtsen - er rundt i alt muligt fra let Shadowsinspireret pop over en rask gang garage-bluesrock frem til et stykke forfinet swingjazz.
Nogle sange er stort set lige til at lægge ind på Dansktoppen - men vel at være dansktop-pop af den sjældne type som hos John Mogensen, på en gang sangbar og med en dybere mening med det hele.
Lige i øret går den elegante "Små infame asociale gnom" om i den grad at gå i stå midt i sin computer- og internet-afhængighed, det lunt gyngende titelnummer, men især den meget fængende "Sådan
du skal gøre" om at opføre sig præcist som skolen forlanger og forventer, "hvis du vil have dit på det tørre"
Og lige som man har vænnet sig til den ret iørefaldende musik og de ret veldrejede tekster kommer et overrumblende outsider-nummer med ikke så lidt bund af gammel folkemelodi, "3 ting Mette
hader", om misbrug af børn. Noget at synge med på - men endnu mere at tænke videre over.
Støt og roligt, plade for plade, får Ole Berthelsen og hans skiftende musikere stadig større sammenhæng mellem ord og toner, og det kan undre og ærgre, at musikere atf den type ikke får noget
større opmærksomhed.
Folk og musik
af Søren Chr. Kirkegaard - Folk og musik 2004
Man må sige at Ole Berthelsen sætter fingeren på nogle af samfundets ømme punkter på sin nye CD med undertitlen Previews fra afhængighedskulturens storhed og fald Afhængighedskulturen er i dette
tilfælde bl.a ludomani og alkoholmisbrug, men Ole Berthelsen sætter også fucus på den omsiggribende mobiltelefonbafhængighængighed og vores afhængighed af den digitale verden. Og han langer oså
ud efter magtmennesker i sangen Statsminister og efter kadaverdisciplinen i den sorte skole, som efter Ole Berthelsens mening stadig eksisterer. I hvert fald har hans egen søns uheldige
erfaringer i skolen inspireret ham til sangen Sådan du skal gøre. Fedt at være fed er et opgør med slankehysteriet, ,og 3 ting Mette hader er baseret på en virkelig historie om misbrug af et
barn, som iøvrigt kan læses på Ole Berthelsens hjemmeside www.oleberthelsen.dk, so vidner om, at Berthelsen ikke bare er en flittig sanger/sangskriver, men også en flittig deltager i den
offentlige debat. CDèn markerer iøvrigt 25 års jubilæum for udgivelsen af Ole Berthelsens første CD Altid vågen om natten og er den første af hele 3 udgivelser i jubilæumsåret. Om den forrige CD
Langt fra tæt på skrev jeg, at Ole Berthelsens tekster befordrer stemninger snarere end holdninger, men på den nye CD er holdningerne mere markante. Markant kan man desværre ikke kalde det
musikalske set up. Musikken rummer elementer af både pop, rock og country,. men virker underlig anonym trods enkelte gode melodilinjer, ligesom jeg savner både mere variation i Ole Berthelsens
vokale udlægning af hans egne tekster. Han forekommer mig lidt for tam og monoton. Af de medvirkende musikere synes jeg, at Jesper Bylling markerer sig bedst.