Ole Berthelsens nye CD, ”Østbydreng”, indeholder 13 kærlige, danske, socialrealistiske og skarpe beskrivelser af den nordjyske singer-songwriters verden, fotografisk sanset gennem den lille drengs og den modne mands øjne.
Her fortælles bl.a. historien om Østbydrengen, der drømte om at rejse over havet til København med ruteskibet ”H.P. Prior”, om soldaten, der ”I Arresten” så lysstriben under loftet, om ”Verden i min stue” og om ”Midnat i Aalborg”.
Og så er der den solidariske sang til Helene i skyggernes korridor, som rejser sig på dørtrinet til en natcafé. Og et kærligt kvad til kæresten med ”Appelsinhud” fra sangeren selv med ”blomkålstud og stikkelbærsben”. Titelnummeret er en hyldestsang til den bydel i Aalborg, hvor Ole trådte sinebarnesko.
Jeg er u´ fra den østre end af byen
Jeg voksed´ op ved Østre Anlæg
I en 2-værelses med radio og brusebad
Min verden gik fra Østerbro
Og jeg gik på Østermarkens Skol´
Der hvor terror mod børn ik´ var no´en tilfældighed.
Og jo, den er god nok! H.P. Prior sejlede fra Aalborg til København i 1950erne, Østermarkens Skole ligger i Langelandsgade - og kæresten har sikkert appelsinhud, som alle ordentlige modne mennesker får med årene. Teksternes troværdighed og de mange sjove og skarpe iagttagelser gør det til en dejlig oplevelse at lytte til CDen - næsten som når man læser gode digte om verden omkring os. Jeg vidste sgu ikke meget om Aalborgs østby, men nu har jeg fået blod på tanden til at opleve den!
Ole Berthelsen akkompagneres af sin faste kreds af dygtige musikere, bl.a. Ole Albrechtsen, som med sin dobro og steel-guitar er med til at at give det behagelige, bløde folk-country-præg, der pakker de socialrealistiske tekster ind. Men det er teksterne mere end melodierne, jeg vil huske ”Østbydreng” for. Der er ingen egentlige ørehængere blandt melodierne, og det gælder generelt for Ole Berthelsens produktion, med enkelte undtagelser. Men som garniture for de stærke tekster fungerer akkompagnementet og melodierne fint.
Ole Berthelsen, denne 60-årige nordjyske sanger, forfatter - og tidligere blikkenslager er tit blevet sammenlignet med Allan Olsen. Men det glemmes oftest, at Allan Olsen først debuterede i 1986, mens Ole Berthelsen var med allerede i 1979 med LPen ”Altid vågen om natten”. Siden er det blevet til ikke mindre end 15 album. Hvis man endelig vil finde en fællesnævner, så deler Berthelsen i sin samlede produktion tradition med Allan Olsen, Johnny Madsen, Helge Damsbo, Lars Lilholt og Peter H. Olesen - med et stænk af Bob Dylan. Og alligevel er Ole Berthelsen helt sin egen: Socialrealistisk, countrypræget, ofte overset - og altid en kærlig og stabil samfundsrevser med fremragende tekster, som regel på dansk. En mand med socialt engagement og med antennerne ude så forskellige steder som Timbuktu, Cook-øerne, Nashville, børnehjem i Rumænien - og ikke mindst Aalborg City. Og en sanger, som anmelderne altid har taget godt imod.
Det er flovt at måtte indrømme det, men jeg anede faktisk ikke, hvem Ole Berthelsen var, da jeg fik hans CD ”Østbydreng” til anmeldelse. Jo, - måske havde jeg hørt ham én gang i Danmarks Radio, der tydeligvis ikke er hele Danmarks Radio, for Berthelsens danske digte med professionel musikalsk indpakning af nordjysk country-folk er der ikke plads til. Eller også har jeg ikke lyttet ordentligt efter! Det er til at græde over, men man kan også tage sagen i egen hånd, når mediemonopolet ikke under én megen plads. I stedet for at rende de store, etablerede pladeselskaber på døren har Ole Berthelsen simpelthen oprettet sit eget pladeselskab, Gurre Records Aps.
At Ole Berthelsen har sans for medier, vidner også hans indbydende hjemmeside om. Her er alt præget af en forbilledlig orden og overskuelighed, en stor tekstsamling og to numre til prøvesmagning fra hver af de 16 LPer og CDer. Bortset fra tre engelsksprogede pladers sproglige afvigelse er linjen - heldigvis - stort set den samme.
”70er-agtig”, siger min kone drillende, ”Ja, - og hvad så?” brummer jeg tilbage. Der vil forhåbentlig altid være plads til skarpe, kritiske og begavede iagttagelser af dagens Danmark på dansk - og herligt langt fra X-faktor og Melodi Grand Prixs Blachmanske, ungdomsforelskede snobberi for amerikansk underholdningsmusik.
Arrangeret og produceret af Ole Albrechtsen.
Ole Albrechtsen: Akustisk-., el-, dobro- og pedal steel-guitar.
Jesper Bylling: Bas.
Henrik Engqvist: Trommer, percussion.
Steen Lindgaard: El-piano, keyboards, harmonika.
Ronny Caspersen: Kor.
CD: Ole Berthelsen: Østbydreng GUCD 18 2012