Blandede ind- og udtryk

af Ove Nørhave , Nordjyske Stiftstidende

Efter tre plader på amerikansk - og med et stadig kraftigere præg af country, homemade in Nashville - er sangeren og sangskriveren Ole Berthelsen (med fortid og opvækst i Nørre Uttrup) tilbage i sit rette element: det danske sprog. Udtalt og sunget på uforfalsket, let dvælende og afsnuppet nordjysk. Her og der med visse træk til fælles med Allan Olsen, men også en vis inspiration fra C.V. Jørgensen og ungdommens idoler The Who. Med flere.
I det hele taget vælder det frem med højst forskelligartede ind- og udtryk på "Langt fra tæt på", der uden besvær blander traditionel, lystigt klimprende baggårds-vals med hårdhændet Who-rock, en del stille eftermiddags-hyggejazz og et par solide ballader. Selv et støt stampende protestsang, "Onkel Mili", om at sige nej til krig, er der blevet plads til.
Og selv om selve Ole Berthelsens stemme stadig ikke er blandt de mest sikre, får han det absolut bedste ud af den. Ved det ene øjeblik at være nærmest hviskende fortrolig med lytteren - for at rulle den helt store desperation frem i det indestængte "Ligesom The Who".
Også i sit valg af ikke bare emner, men også ord og udtryk formår Ole Berthelsen gennem stort set samtlige 12 sange.
For - igen uden besvær - bevæger han sig fra de følte, poetiske indtryk i et par sange som stemningsbilledet "En stille stund på jorden" og erindrings-glimtet "Gården nr. 7 - Teglværksallé", begge båret af en glæde ved bare at være til og suge til sig, over flimrende indtryk af næsten lige dele lykke og kaos i den ikke helt betingelsesløse fest-skildring "Tørster efter trøst", frem til et par usædvanligt barske skæbne-skildringer, som man skal være gjort af et særdeles specielt stof for ikke at blive (be)rørt af.
Det gælder først og fremmest "Mors behov", som er en frysende opregning af voksen-egoisme ("mor skal til Ibiza sammen med sin mand, jeg får et stykke pizza, når de kommer hjem"), fortalt med en foræring af en påtaget barnlig fortæller.
Også 12. og sidste sang, "Therese med nye tænder", vil kunne skabe ro i stuen med sin nådesløse skildring af misbrug af en mindreårig.
Lige så knugende disse sange er, næsten lige så trods-alt-gemytlige er flere andre, der alle leder frem mod pladens morale: "I morgen er altid endnu en dejlig dag".
Rent musikalsk er Ole Berthelsen i gode hænder hos ikke bare amerikanske Charlie McCoy, men også sit nye orkester under ledelse af guitaristen m.m.m. Ole Albrechtsen.

Morten fra Kbh. skriver:

Bemærkning: Hej Ole, jeg faldt lige over din CD "Langt fra tæt på" på biblioteket, da jeg stod og rodede i kassen med countrymusik. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til den, da jeg aldrig havde hørt om dig før, men jeg lånte den alligevel med hjem, fordi jeg i længere tid har ledt efter noget dansksproget singer/songwriter-musik af kvalitet. Og stor var glæden og forbløffelsen, da jeg hørte pladen. Det er jo vildt fedt!
For det første holder musikken. Man kan høre, at det er virkeligt dygtige musikere, du omgiver dig med, og der er en dejlig stor variation i både stil og instrumentering på de forskellige sange. Orgel, mundharmonika og dobro - så kan det aldrig gå helt galt!
For det andet kan jeg rigtig godt lide mange af teksterne; de er poetiske, underfundige og vedkommende. Mine favoritter er Mors behov, Ligesom The Who og Therese med nye tænder. Jeg går nu hele tiden og brummer "Therese med nye tænder, tænder af i nat" til stor fortrydelse for omgivelserne...
Så konklusionen må være, at jeg render ned i en pladeforretning en af dagene og skaffer mig lidt Ole Berthelsen til hylden.
Og så vil jeg holde øje med, om du kommer på plakaten i Københavnsområdet...
M.v.h.
din nye fan Morten

Folk og Musik

af Søren Chr. Kirkegaard - Folk og musik

Efter en afstikker til USA og en CD-pause på seks år er Aalborg-drengen Ole Berthelsen tilbage på hjemmebanen med et dusin nye sange om livets gang blandt rastløse rødder, skæve eksistenser og mere stilfærdige gemytter i det nordjyske. Sproget er dansk, men musikken vidner om at Ole Berthelsen ikke har levet helt forgæves i USA. Dels får han kvalificeret opbakning den amerikanske mundharpespiller Charlie McCoy, som tilfører musikken et umiskendeligt strejf af amerikansk country rock og blues, dels bliver han bakket fortræffeligt op af en gruppe danske musikere, som også er med til at løfte pladen musikalsk med en funky blanding af pop/rock og jazz. Ole Berthelsens tekster befordrer stemninger snarere end holdninger, men der er undtagelser. Anti-militarismen er således til at få øje på i Onkel Mili, og den sociale indignation skinner igennem i flere af sangene, bl. a. i den barske Therese med nye tænder, hvor vi møder en 12-årig narkoluder og ert 7-årigt barn der sluger et glas stesolider med det formål at ta` sit eget liv. Sproget er saftigt og farverigt men nogle af teksterne er mere kryptiske, næsten i Johnny Madsen-stil. Ole Berthelsen læner sig også op ad Kim Larsen i den solidt rockende Ligesom The Who om drengen hvis største ønske var at eje en elektrisk guitar og spille ligesom The Who. Men jeg synes at OLe Berthelsen er bedst, i de mere lavmælte, viseprægede sange som f.eks. den melankolsk smukke åbningssang En gråkold doven Søndag morgen. I jazzprægede numre somTørster efter trøst og Mors behov viser Ole Berthelsen dog, at han også kan swinge og iøvrigt er samtlige numre en instrumental nydelse. Hertil bidrager - foruden Charlie McCoy - guitaristen Ole Albrechtsen, som både har produceret ( sammen med Ole Berthelsen ) og lavet de flotte arrangementer, samt Jesper Bylling på basd og trædeorgel, Henrik Engqvist på trommer, Steen Lindgaard på hammondorgel, harmonika, piano, keyboards og trædeorgel og Marianne Christensen, som synger en smuk korstemme på For sent hjem